Irak-krigen har kostet 15.000.000.000.000 kr. i USA
Indsatsen i Irak har både menneskeligt og økonomisk været en dyr fornøjelse for USA. 50.000 kroner per amerikansk statsborger har krigen kostet indtil videre, vurderer Nobelprismodtager.
"Den kommende præsident vil arve et USA, som lever på lånt tid og lånte penge," siger den tidligere Verdensbank-direktør Joseph Stiglitz i dag til The Telegraph.
Harvard-professor Linda J. Bilmes har sammen med Joseph Stiglitz skrevet bogen The Three Trillion Dollar War: The True Cost of the Iraq Conflict. I bogen beskyldes Bush-administrationen for at skjule de menneskelige og økonomiske konsekvenser af krigen i Irak.
10.000 dollars pr. amerikaner
Og prisen er høj: ca. 15 billioner kroner, eller omkring 50.000 kroner for hver amerikaner.
De to forfattere har beregnet prisen på Irakkrigen i forhold til, hvis beløbet i stedet var blevet investeret i den amerikanske økonomi.
Joseph Stiglitz, der tidligere har modtaget Nobelprisen i økonomi, anslår, at Irak i de kommende to år vil koste yderligere en 2,5 billioner kroner.
Krigens omkostninger er steget væsentligt efter præsident Bush besluttede at sende flere tropper til Irak for et år siden. Den optrapning har dog betydet, at sikkerheden i Irak er blevet noget bedre, og både civile og militære dødstal er faldet.