Fortsæt til indhold
USA

Glemte Kennedy-dokumenter vist frem i Dallas

Om en stabel glemte arkivkasser rummer oplysninger, der kan kaste nyt lys over mordet på John F. Kennedy er tvivlsomt - men den historiske værdi er indiskutabel.

Craig Watkins - den offentlige anklager i Dallas i Texas - har fremvist de arkivkasser og noget af indholdet, der dukkede op sidste år.

Materialet relaterer til natklubejer Jack Ruby og Lee Harvey Oswald - manden det officielle USA stadig opfatter som John F. Kennedys morder. Og det hele blev arkiveret af den daværende offentlige anklager Henry Wade, der førte sagen mod Jack Ruby, som den 24. november skød og dræbte Lee Harvey Oswald.

Craig Watkins gjorde ingen sensation ud af fundet, da han præsenterede kasserne for et betydeligt presseopbud, men brugte snarere lejligheden til at varsle nye tider i retssystemet.

Åbenhed

"Vores motto er at alt lægges åbent frem. Vi har ikke noget at skjule. Så vi offentliggør alt, hvad vi har fundet i arkivskabet", sagde han til nogen skuffelse for flere sensationshungrende journalister, der - skriver Dallas Morning News - måske havde forventet en sensationel afsløring i samme stil med dem den berømte/beregtede tv-jornalist/vært Geraldo Rivera anvender.

På pressemødet fortalte den offentlige anklager, at han var blevet bekendt med eksistensen af det tonstunge sikrede arkivskab og dets indhold i 2006 - umiddelbart efter, at han var blevet valgt til sit embede. Nogle af hans forgængere har givet kendt til skabet og indholdet, men har ikke fundet det nødvendigt, at lade det komme til offentlighedens kendskab.

Samtale mellem Ruby og Oswald

Kasserne rummer i læssevis af dokumenter og ting, der har tilhørt både Ruby og Oswald, men også ved fremlæggelsen samlede der sig størst interesse omkring en udskrift af en påstået samtale mellem Oswald og Ruby den 4. oktober 1963 på Rubys natklub.

I følge dokumentet fundet i pengeskabet skulle Ruby og Oswald den aften have talt om at ombringe både Robert F. Kennedy, John F. Kennedy og Texas-guvernøren John Connally.

Craig Watkins understregede, at han ikke kunne vurdere om dokumentet var falsk eller ægte, men tilføjede:

"Men jeg ved, at dette igen vil skabe debat om, hvorvidt der var tale om en sammensværgelse eller ej".

Det er en kendt sag, at Watkins tilhører konspirations-tilhængerne.

Umuligt møde

Gary Mack, der leder Sixth Floor Museum på Dealey Plaza fastholder, at samtalen aldrig har kunnet finde sted. Den 4. oktober er der - siger han til Dallas Morning News - dokumentation for, at han befandt sig sammen med sin kone Marine i Irvin - en forstad til Dallas.

Opfattelsen af, at udskriften er et falsum understøttes af juristen, forfatteren og Kennedy-historikeren Vincent Bugliosi , der sidste år udgav mammut-værket "Reclaiming History" om Kennedy-mordet. Bugliosis konklusion var den samme som Warren-kommisionens: Lee Harvey Oswald skød Kennedy og handlede alene.

Han tvivler kraftigt på, at Henry Wades arkiver rummer noget somhelst nyt:

"Hvis du ved, at Jorden ikke er flad, så bruger du ikke tid på at lede efter beviser på, at nogen hævder, at den muligvis er flad."

Hvorfor skjule det ?

Om referatet af samtalen siger han til Dallas-avisen, at dersom samtalen havde været virkelig, så ville Henry Wade ingen - absolut ingen - grund have til at skjule dokumentet. Tværtimod. Det havde lettet ham i hans arbejde på, at få Jack Ruby dømt for mordet på Lee Harvey Oswald.

Se billederne der to dage efter mordet på John Kennedy rystede verden:

(Ved at klikke på de mindre "menubilleder" i boksen herover, kan du iøvrigt se meget mere om nedskydningen af Oswald, mordet på Kennedy og andet i relation til tragedien i Dallas)

Vincent Bugliosi forklarer, at rygterne om den famøse samtale bunder i et vidneudsagn givet af Dallas-advokaten Carroll Jarnagin. Han hævede at have overværet en samtale mellem Ruby og Oswald den 4. oktober på Rubys natklub. Han skrev først ned to måneder efter.

Henry Wade lod advokaten gennemgå en løgnedetektor-test og den bestod han ikke. I følge Bugkiosi skulle Henry Wade bagefter have sagt: "Nålen røg helt ud af kortet."

Filmkontrakt

En andet dokument, som ved fremlæggelsen tiltrak sig opmærksomhed, var et udkast til en kontrakt på en film. Kontrakten, der er dateret i april 1967, bærer kun Henry Wades underskrift.

Craig Watkins forsikrede de fremmødte mediefolk, at kontrakten ville have gjort Wade til en meget rig mand, men han oplyste ikke et beløb ligesom han heller ikke har nogen anelse om, hvorfor filmprojektet aldrig blev til noget.

Gennemgangen af de mange hundrede dokumenter er ikke helt færdig, men når arbejdet er tilendebragt, vil anklageren overdrage det hele til et museum - og det vil sandsynligvis blive Sixth Floor Museum, der med glæde vil modtage det historiske materiale.