Fortsæt til indhold
USA

New Yorks politi har nedbragt antallet af drab

Unge uerfarne politifolk bedst til klare særlige opgaver i succesfuldt program i New York.

Ritzau

Et fem år gammelt projekt, hvor unge, nyuddannede politifolk sendes ud til stærkt belastede områder i New York City, har været med til at reducere antallet af drab i storbyen markant, siger repræsentanter for politistyrken i den amerikanske metropol.

Antallet af drab var sidste år 494 i New York, hvilket er det laveste antal i 45 år. Året før var antallet af drabssager 596.

Politikommissær Ray Kelly mener, at den vigtigste faktor i den positive udvikling har været "Operation Impact", hvor helt unge politifolk sendes til områder, som er meget klart defineret - for eksempel et lille forretningscenter eller et bestemt ejendomskompleks.

- Kriminalitet kan være begrænset til meget små områder. Det er vigtigt at øge politiets tilstedeværelse netop der, understreger Kelly.

Han understreger samtidig, at de unge, der netop har været gennem moderne uddannelser, er de bedst egnede til programmet, som nu vil blive udvidet til at omfatte 1800 personer - dobbelt så mange som hidtil.