Fortsæt til indhold
USA

Advokat: Kvindes respirator var tæt på at blive slukket efter henrettelsesforsøg

Christa Pike, der i sidste uge overlevede en henrettelse, har ifølge hendes advokat en blodprop i armen.

/ritzau/

Det var ifølge en advokat tæt på, at respiratoren blev slukket for den drabsdømte kvinde Christa Pike, som overlevede en fejlslagen henrettelse i den amerikanske delstat Tennessee i sidste uge.

Det oplyser hendes advokat, Randy Spivey, onsdag.

»Mandag aften troede vi, at Christa var hjernedød, og at hendes respirator skulle slukkes den næste dag,« siger han ifølge AFP.

»Men tirsdag, til alles chok inklusiv mig selv, hendes team og det medicinske personale, vågnede Christa op og begyndte at tale.«

Da Pike vågnede var hendes første spørgsmål ifølge Spivey »hvor er jeg, og hvem er du?«, skriver BBC.

Han beskriver hende desuden som »vred og forvirret« lige efter opvågningen.

Efterfølgende har Pike ifølge advokaten stillet flere spørgsmål, blandt andet om familien til Colleen Slemmer, der er den kvinde, som hun blev dødsdømt for at myrde for flere årtier siden.

Advokaten tilføjede desuden ifølge BBC, at Pike efter det fejlslagne henrettelsesforsøg har en blodprop i den ene arm, lungebetændelse, er ude af stand til at synke, mens både hendes arme og hænder er »enormt hævede«.

»Hendes hænder ser ud, som om man havde pustet en operationshandske op,« siger Pike til mediet.

Christa Pike skulle have været henrettet onsdag i sidste uge. Hun blev dømt til døden i 1996 for at have dræbt en skolekammerat året inden.

Men trods to indsprøjtninger med pentobarbital, der skulle have taget livet af hende, overlevede hun.

Den seneste uge har personalet på hospitalet forsøgt at redde Pikes liv og få det dødelige stof pentobarbital ud af hendes system.

Tennessees guvernør, Bill Lee, har sagt, at henrettelsesforsøget fulgte delstatens fastlagte procedurer.

Guvernøren har indstillet yderligere henrettelser i resten af 2026 og beordret en uafhængig undersøgelse af, hvad der skete.

Det er anden gang i år, at en henrettelse mislykkes i Tennessee.

Onsdag blev en 46-årig amerikansk mand henrettet ved en dødelig indsprøjtning i den amerikanske delstat Texas.

Manden blev i sin tid dømt til døden for at have dræbt en butiksmedarbejder under et røveri i 2000.

Det er den første henrettelse i USA siden sidste uges mislykkede forsøg på at henrette Christa Pike.

Den 46-årige mands advokater havde forsøgt at få udskudt henrettelsen i lyset af Pikes mislykkede henrettelse.

Der har været 29 succesfulde henrettelser i USA i år – alle er blevet udført med dødelige indsprøjtninger.

Dødsstraf er blevet afskaffet i 23 af USA’s 50 delstater.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste mandag, at USA’s præsident, Donald Trump, har godkendt en henrettelse af en amerikansk major, der i 2009 skød og dræbte 13 mennesker på en amerikansk militærbase i Fort Hood.

Henrettelsen, som skal foretages ved skydning den 3. december, vil blive den første, der gennemføres af det amerikanske militær siden 1961.