Sne i det nordøstlige USA førte til tusindvis af aflyste fly
Snestorm i USA er aftaget, og ifølge meteorolog er det værste overstået. 9000 fly blev aflyst eller forsinket.
Både sne og is ramte lørdag amerikansk tid det nordøstlige USA, hvilket har skabt forstyrrelser i flytrafikken i en rejsetravl periode mellem jul og nytår.
Myndighederne i delstaterne New York og New Jersey har erklæret det for en vejrrelateret nødsituation, selv om stormen midt på formiddagen aftog i styrke.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.
I store dele af det nordøstlige USA er indbyggere blevet rådet til at holde sig fra vejene på grund af de udfordrende vejromstændigheder.
- Sikkerheden for folk i New York er min øverste prioritet, og jeg opfordrer fortsat til ekstrem forsigtighed under den her storm, lyder det i en udtalelse fra Kathy Hochul, som er guvernør i New York.
Tidligt lørdag var der faldet 15 til 25 centimeter sne i området fra Syracuse i de centrale New York til Long Island sydøstligt i delstaten.
Det samme gjaldt delstaten Connecticut, siger Bob Oravec, som er meteorolog ved den amerikanske vejrtjeneste National Weather Service (NWS) i Washington D.C.
Storbyen New York City i New York fik ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP natten til lørdag omkring 10,2 centimeter sne - hvilket var lidt mindre, end der var blevet varslet.
Ifølge Bob Oravec er det den største mængde sne, New York City har set, siden 2022.
- Den gode nyhed er, at det meste nedbør med sne er overstået, siger han.
- Kun et par enkelte snefnug er tilbage her til morgen, og det vil aftage hen på eftermiddagen.
Sneen har dog nået at have konsekvenser for folk i USA, der har rejseplaner.
Flere end 9000 indenrigsfly i landet blev lørdag aflyst eller forsinket - mange af dem i New York-området.
Det gælder blandt andet lufthavnene John F. Kennedy International Airport, LaGuardia Airport og Newark Liberty International Airport.