Fortsæt til indhold
USA

Splittet USA gør klar til kæmpe jubilæum for at fejre uafhængigheden

Amerikanerne fejrer om godt et halvt år, at USA har været uafhængig i 250 år. Der er forskellige planer i gang, og Donald Trump har kurs mod centrum for festen.

USA er en ung nation, så det er ikke mange jubilæer, Amerikas Forenede Stater har holdt.

Men i 2026 sker der noget.

Den 4. juli er det 250 år siden, at USA fik sin uafhængighedserklæring. Der er planer om fester, optog, skuespil og meget mere i de 50 delstater.

Fra centralt hold er der også forberedelser i gang, og uafhængighedsdagen kunne måske være en god anledning til at forsøge at samle de splittede amerikanere.

At lancere en kæmpe kampagne, som viser, at alle amerikanere står sammen om den uafhængighed, der fødte nationen.

Det ser dog ud til at blive anderledes. Og kan i stedet blive en begivenhed, der udstiller USA’s splittelse.

Groft sagt er de 340 millioner amerikanere splittet i en del, der kan lide eller støtter præsident Donald Trump, og en del, der ikke støtter ham.

Og så alle dem midt imellem.

De amerikanere, der ikke kan lide præsidenten, skal måske se væk fra det, der kommer fra Washington D.C. under jubilæet.

Fra centralt hold er Trump ikke bleg for at sætte sig selv i centrum.

Festivitassen i den amerikanske forbundshovedstad begynder endda før den 4. juli, og det skyldes en anden begivenhed. For den 14. juni fylder Donald Trump 80, og denne dag sker der noget usædvanligt.

Der bliver blandt andet opstillet et bur ved Det Hvide Hus, og her skal der udkæmpes MMA-kampe. Det er en kampsport, hvor næsten alt er tilladt, og Trump er meget begejstret for sporten.

Der bliver også gratis adgang for amerikanere til alle USA’s nationale parker på dagen, men det skyldes, siger Det Hvide Hus, at dagen også er USA’s flagdag.

Denne dag er normalt ikke en helligdag.

Allerede fra begyndelsen af 2026 vil der være et billede af Trump side om side med George Washington på årskort til parkerne.

Der har også været spekulationer om, at særlige jubilæumsmønter skulle præges med Trumps profil. Men i midten af december afslørede skatteministeriet mønter uden Trump.

AP har spurgt ministeriet, om der kommer flere mønter - måske med Trumps profil. Nyhedsbureauet har ikke fået et svar.

Der er imidlertid andre ting i posen fra Det Hvide Hus.

Trump lancerede i oktober Uafhængighedsbuen. Han vil rejse den nær Arlington-kirkegården ved broen over Potomac-floden til Lincoln Memorial.

Buen minder om Triumfbuen i den franske hovedstad, Paris, og amerikanske medier har allerede døbt den Trump-buen.

Hvor langt projektet er, vides ikke. Der er ikke fremlagt en tidsplan, og amerikanske medier skriver, at sådan et projekt kræver en række særlige tilladelser.

Men pengene er indsamlet fra donorer, siger Trump.

Mange arrangementer er ikke kendte endnu, men The Economist påpeger, at også selve planlægningen viser politisk strid.

I 2016 blev der nedsat en officiel kommission til planlægningen - America250 Commission - med både demokrater og republikanere.

De tidligere præsidenter Barack Obama, demokrat, og George W. Bush, republikaner, er medlemmer.

Da republikaneren Trump blev præsident i januar 2025, nedsatte han imidlertid sin egen kommission, Task Force 250.

Trump er formand, medlemmerne er fra hans administration.

Trump-kritiske amerikanere landet over har på samme måde bragt jubilæet ind i deres strid med præsidenten.

Uafhængighedserklæringen i 1776 blev indgået af 13 nordamerikanske stater, der ikke ville styres af den britiske konge. De ville være sig selv.

Der har flere gange i 2025 været store, landsdækkende demonstrationer mod Trump. Det er sket under parolen No Kings (ingen konger red.) - og det er en henvisning til uafhængighedserklæringen og Trumps ofte enerådende stil.