22-årige mistænkes for drabet på Charlie Kirk
Ung mand fra Utah gik direkte eller indirekte til bekendelse efter drabet på Charlie Kirk, fortalte guvernør på pressemøde.
Utahs guvernør, Spencer Cox, bekræftede fredag på et pressemøde, at den mistænkte i sagen om drabet på aktivist Charlie Kirk er 22-årige Tyler Robinson fra Utah.
Han blev anholdt torsdag, efter at et familiemedlem fik mistanke om, at han havde begået drabet, og politiet blev kontaktet via en ven af familien.
- Vi har fanget ham.
- Om aftenen 11. september rakte et familiemedlem til Tyler Robinson ud til en ven af familien, som kontaktede sheriffens kontor i Washington County med information om, at Robinson havde indrømmet eller indikeret, at han havde begået forbrydelsen, sagde guvernøren.
Den 31-årige Charlie Kirk blev dræbt af ét skud onsdag under et debatmøde på Utah Valley University. Han blev ramt i halsen.
Tyler Robinson var ikke selv studerende på universitetet.
- Han boede og havde længe boet sammen med sin familie i Washington County, sagde Spencer Cox med henvisning til et amt i Utah.
Indtil videre tyder politiets efterforskning på, at Tyler Robinson handlede på egen hånd, fortalte guvernøren.
- Vi har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger, der kan føre til yderligere anholdelser, sagde Spencer Cox.
Det formodede gerningsvåben - en riffel - blev fundet indpakket i et håndklæde torsdag i et nærliggende skovområde.
Spencer Cox sagde at politiet har set beskeder, som Tyler Robinson har sendt til sine bofæller i en gruppechat.
Her skriver han om en riffel, der skal samles op et sted.
- Beskederne henviser også til patroner med indgraveringer og nævner et sigte, og at riflen er unik.
- Beskeder fra kontakten ”Tyler” nævner også, at han har skiftet tøj, sagde guvernøren om beskederne, der blev sendt efter drabet på Charlie Kirk.
Patronerne i det formodede gerningsvåben havde blandt andet indgraveringen ”hey fascist! catch!” og ”if you read this you are gay”. På dansk: ”Hej fascist! Grib!” og ”Hvis du læser dette, er du homoseksuel”.
På pressemødet fortalte Spencer Cox, at familiemedlemmer har fortalt, at Tyler Robinson er blevet mere og mere politisk engageret de seneste år.
Forud for debatmødet på Utah Valley University, hvor Charlie Kirk blev dræbt, havde Tyler Robinson nævnt over for sin familie, at den konservative aktivist skulle deltage i debatmødet.
Robinson sagde i den forbindelse ifølge et familiemedlem, at Charlie Kirk ”var fuld af had og spredte had”, fortæller Spencer Cox.
Foruden Spencer Cox talte blandt andre FBI’s direktør, Kash Patel, på pressemødet. Han sendte en hilsen til Charlie Kirk, som var en profileret støtte af USA’s præsident, Donald Trump.
- Til min ven Charlie Kirk: Hvil nu, bror. Vi har vagten. Og vi ses i Valhalla, siger Kash Patel.
USA’s præsident, Donald Trump, kendte Charlie Kirk personligt og har fredag meddelt, at han vil deltage i hans begravelse.