Det Hvide Hus bruger socialt medie, det snart vil forbyde: »Ingen har brugt internettet som Donald Trump«
Donald Trump har tidligere advaret om, at det sociale medie fra Kina udgør en national sikkerhedsrisiko. Det forhindrer ham ikke i at bruge det.
»Jeg er din stemme.«
Med de ord tonede USA’s præsident, Donald Trump, natten til onsdag frem på millioner af smartphones verden over. Selv samme mand har skrevet et dekret om, at det sociale medie, han benyttede, snart bliver ulovligt.
Alligevel har Det Hvide Hus nu fået en konto på det kinesiskejede medie.
»Jeg troede, TikTok var en trussel mod vores nationale sikkerhed?«
»Var det ikke meningen, vi ikke måtte bruge TikTok?«
Det var blot nogle af reaktionerne, da Det Hvide Hus’ officielle Instagram-konto, ”whitehouse”, i et opslag reklamerede for den nye profil med ordene: »AMERICA IS BACK«.
Forvirringen var total. Men hvis der er et ord, der har kendetegnet Trump-administrationens brug af sociale medier, er det ordet: uforudsigelig. Det startede med, at Obama-administrationen fortalte den nye administration, hvad kodeordet til Instagram-profilen var.
Trump som pave og jedi
Obama-administrationen overleverede kodeordene til Det Hvide Hus’ sociale medier akkompagneret af positive vendinger om, hvor mange nye og innovative muligheder de sociale medier tilbyder for »meningsfuld borgerdeltagelse«.
Siden har innovationen taget fart. På Instagram deler Det Hvide Hus AI-genererede billeder af Donald Trump som pave og Star Wars-kriger side om side med dramatiske videoer med høj musik af deportationer af »illegale aliens« og masseanholdelser i Washington D.C.
»Donald Trump er den første SoMe-præsident. Ingen har brugt sociale medier lige så meget som ham,« siger Jakob Linaa Jensen, leder af Center for Internetforskning på Aarhus Universitet.
»Hvor Joe Biden og Barack Obama brugte de sociale medier mere formelt, har Donald Trump kapret Det Hvide Hus’ sociale medier med sin egen personlige kommunikationsstil. Han regerer landet med memes,« siger Jakob Linaa Jensen.
Jakob Linaa Jensen fortæller endvidere, hvordan Donald Trump har set sig sur på medierne og derfor bruger sociale medier til at kommunikere gennem sine egne kanaler. Blandt andet gennem sit eget sociale medie.
Det »sande« sociale medie
Hvad gør man, når man bliver suspenderet fra sit yndlings sociale medie, hvor man havde millioner af følgere? Hvis man er Donald Trump, opretter man bare sit eget sociale medie.
I 2021 stiftede Donald Trump Truth Social, kort efter at hans Twitter-konto blev lukket på grund af tweets, hvori han påstod, at valget i 2020 blev stjålet. Donald Trump har efter den delvise forbrødring med den nye ejer af mediet, Elon Musk, fået sin konto tilbage på det, der nu hedder X. Men Donald Trump bruger stadig flittigt og primært sit eget medie.
Går man ind på Truth Social, ligner det ikke alle andre sociale medier. Undertegnede blev eksempelvis tilbudt en fjernbetjening, der angiveligt »får din hund – eller din nabos hund – til at stoppe med at gø på få sekunder«, før jeg kunne tilgå siden.
Her ligger Trumps »truths« (som det hedder) i versaler klos op ad suspekte internetreklamer. Der er tydeligvis ikke gjort noget for at få det til at fremstå mere præsidentielt.
»Det er et sted, hvor ligesindede klapper ham på skulderen, og han undgår mediernes kritiske spørgsmål,« siger Jakob Linaa Jensen.
Ung med de unge
Nu er Det Hvide Hus så også på TikTok.
»Trump-administrationen er fast besluttet på at formidle de historiske resultater, præsidenten har leveret til det amerikanske folk, til så mange målgrupper og gennem så mange platforme som muligt,« sagde Det Hvide Hus’ pressesekretær, Karoline Leavitt, i den forbindelse ifølge AP.
TikTok er et af verdens største sociale medier. Særligt blandt børn og unge er mediet populært. TikTok har over 170 mio. brugere i USA.
»Det Hvide Hus kan nå et yngre publikum med TikTok. De kan bruge det mere manipulerende, fordi det kommunikerer visuelt i så høj hastighed, at brugerne reagerer som en refleks og ikke efter en refleksion,« siger Jakob Linaa Jensen.
Det blev ellers vedtaget i 2024, at TikTok skulle stoppe sin drift i USA inden den 19. januar, medmindre firmaet bag, ByteDance, til den tid havde solgt sine amerikanske aktiver. Flere medlemmer i Kongressen kritiserer Trump-administrationen for at ignorere den nationale sikkerhedsrisiko, det udgør, at Kina kontrollerer TikTok. Indtil videre har Donald Trump ikke håndhævet loven og i stedet forlænget fristen for mediet til den 17. september.