Fortsæt til indhold
USA

Trump kritiseret på sociale medier: Skældud til Zelenskyj. Håndtryk og rød løber til Putin

Flere brugere på sociale medier kritiserer Donald Trump for hans opførsel overfor Putin. Mange fokuserer især på Trumps møde med Zelenskyj tilbage i februar, hvor stemningen var betydelig anderledes.

Donald Trumps møde med Putin nattent til lørdag skaber røre på de sociale medier. Flere påpeger den store kontrast, der er mellem Donald Trumps møde med Vladimir Putin og mødet, Trump havde med den ukrainske præsident Zelenskyj tilbage i slutningen af februar.

Blandt andre Harry Sisson, der er politisk influencer og demokrat, udtaler på X:

»Trump fornærmede og skældte Zelensky ud i Det Ovale Kontor, men nu står han ved siden af Putin, smilende, giver ham hånden og ruller den røde løber ud for ham.

Ret sigende, ikke?«

Også Ken Martin, der er en ledende stemme (chairman) i det demokratiske parti i USA, sætter ord på det:

»Sammenlign dette med, hvordan Trump og Vance behandlede Zelensky i Det Ovale Kontor.

Det siger alt om Trumps prioriteter.«

Mødet mellem Zelenskyj og Trump i Det Ovale Kontor den 28. februar i år trak flere overskrifter. Blandt andet for Trump og vicepræsident J.D. Vances hårde tone mod den ukrainske præsident:

»Dit land er i store problemer. Du har snakket rigeligt,« er blandt andet nogle af de ord, der gik Zelenskyjs vej. Trump og Zelenskyj mødtes i Det Hvide Hus på Det Ovale Kontor, netop for at snakke om krigen i Ukraine. Det blev dog til lidt mere end bare snak om krig.

»Du vinder ikke det her,« slog Trump fast.

Se klippet herunder. Citatet er taget fra omkring 00:03 frem til 00:08

Det står i stærk kontrast til Trumps møde med Putin i nat. Her blev der lagt rød løber ud. De tog sågar en tur i Donald Trumps præsidentbil, kaldet »The Beast«. Fra bilen ses Putin og Trump have en samtale, og Putin smiler ud til de fremmødte.

Se klippet herunder.

Det står i skarp kontrast til Trumps møde med Zelenskyj:

»Du er nødt til at være mere taknemmelig. Lad mig fortælle dig, du har ikke kortene. Du har ikke kortene. Med os har du kortene. Uden os, der har du ingen kort,« fastslog Trump i Det Hvide Hus foran Zelenskyj, der ses stirre ud i luften.

Se klippet herunder. Citatet er taget fra 2:17 frem til 2:22.

Anderledes har det lydt, når det kommer til Trump og Putin. Mødet, der også havde som mål at finde en løsning på den igangværende krig, foregik noget mere roligt. Trump gjorde det endda klart, hvordan han har det med Putin:

»Jeg har altid haft et fantastisk forhold til præsident Putin, Vladimir.«

Se klippet herunder.

Følg vores øvrige dækning af topmødet mellem Trump og Putin i vores liveblog her og i artiklerne herunder: