Fortsæt til indhold
USA

Florida bygger migrantfængsel omgivet af krokodiller og alligatorer

I Florida opføres et nyt migrantfængsel, der ligger dybt inde i sumpen, hvor vilde dyr gør flugt nærmest umuligt. Og så leder det tankerne hen på USA’s mest berygtede fængsel.

I USA ligger et mystisk fængsel på en klippeø, som gennem tiden har huset flere af landets mest berygtede forbrydere. Og eftersigende skulle være umuligt at flygte fra.

Nu har Florida sat gang i opbygningen af sit eget Alcatraz. Men i Floridas udgave skal fængslet ligge omgivet af alligatorer og krokodiller.

Det er et nyt udrejsecenter, som delstaten Florida er ved at opføre. Her skal udviste migranter tilbageholdes, mens der eksempelvis træffes beslutning om, hvilket land de skal deporteres til.

På grund af centerets afsides placering i vådområdet Everglades, som er hjemsted for både krokodiller og alligatorer, bliver det omtalt som ”Alligator Alcatraz”.

Og det bliver angiveligt også svært at flygte fra.

»Man behøver ikke at investere så meget i området. Hvis folk kommer ud, er der ikke meget, der venter på dem udover alligatorer og pytonslanger,« forklarer Floridas republikanske justitsminister, James Uthmeier, i en video med underlæggende rockmusik, på det sociale medie X.

Det nye migrantfængsel ligger på en delvist forladt flyveplads, der i dag primært bruges som landingsbane til pilottræning.

Som en dystopisk festivalplads skal det opbygges af store telte, der skal huse migranter, og campingvogne til medarbejderne.

Centret blev foreslået af delstatslovgivere for at støtte Donald Trumps deportationsdagsorden. Antallet af personer, der tilbageholdes i denne type fængsler, er steget fra 39.000 ved Trumps indsættelse i januar til 56.000 i juni.

Opførelsen af fængslet begyndte den 24. juni, og i løbet af 30-60 dage vil stedet kunne rumme op til 1.000 mennesker, siger James Uthmeier i videoen på X.

Alligator Alcatraz ventes at koste 450 millioner dollars årligt, hvilket svarer til 2,9 milliarder kroner. Byggeriet forventes færdigt i 2025 og vil på sigt kunne huse 5.000 personer, vurderer landets ministerium for indenlandsk sikkerhed ifølge Reuters.

Udrejsecenteret har mødt stor kritik fra miljøforkæmpere, der mener, byggeriet vil skade Everglades’ økosystem, skriver CNN.