Fortsæt til indhold
USA

Trump og nytårsangreb øger sikkerheden før Super Bowl

Tilstedeværelsen af Donald Trump samt et bilangreb med 14 døde nytårsdag har øget sikkerheden før Super Bowl.

/ritzau/

Sikkerheden er øget markant før årets Super Bowl i New Orleans i den amerikanske delstat Louisiana. Og det er der flere årsager til.

En amerikansk hærveteran, som sympatiserede med Islamisk Stat, kørte med en pickup truck ind i en menneskemængde og dræbte 14 personer og sårede endnu flere nytårsdag på Bourbon Street i Super Bowl-værtsbyen.

Nytårsangrebet i det overfyldte og festglade franske kvarter fik byen i højeste alarmberedskab.

Tilstedeværelsen af politi og sikkerhedsstyrker er siden øget yderligere op til Super Bowl, der afvikles natten til mandag dansk tid.

Det skyldes ikke mindst, at Donald Trump tidligere på ugen meddelte, at han som den første siddende amerikanske præsident vil overvære finalekampen mellem Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles.

- Omfattende planlægning og koordinering vil sørge for sikkerheden for alle tilskuere, spillere og personale, siger Anthony Guglielmi, der er talsmand for Secret Service.

Den amerikanske politimyndighed Homeland Security oplyser, at årets største amerikanske sportsbegivenhed er tildelt det højeste sikkerhedsniveau.

USA’s forbundspoliti, FBI, har alene i den seneste uges tid haft 450 medarbejdere i New Orleans til at efterforske trusler og forbrydelser.

Derfor er Cathy Lanier, der er NFL’s sikkerhedschef, tryg ved at afvikle Super Bowl i Caesars Superdome.

- Jeg er sikker på, at det sikreste sted i verden i denne weekend vil være under den paraply af sikkerhed, vi har placeret omkring Superdome. Alle tilskuere kan trygt komme til Super Bowl.

- Vi har gennemtrevlet begivenhederne 1. januar igen og igen, forsikrer Cathy Lanier.

Arrangørerne og myndighederne forventer over 100.000 besøgende i byen i forbindelse med Super Bowl.

Der er udsolgt til kampen, og det betyder et tætpakket stadion med 74.000 tilskuere på lægterne.