På vej ud ad døren affyrer særanklager en sidste salve mod Trump
Afsluttende rapport fra særanklager Jack Smith ryger i skuffen, men den kan bruges til at genoplive sag mod Donald Trump i 2029, når han er færdig i Det Hvide Hus.
På vej ud ad døren affyrer den amerikanske særanklager Jack Smith en sidste salve mod Donald Trump.
Smith rejste sidste år en historisk straffesag mod Trump for forsøg på at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020 – valget, som Trump tabte til demokraten Joe Biden.
Og nu vurderer Smith i en 137 siders rapport til Kongressen, at beviserne i sagen er så stærke, at Trump ville blive dømt, hvis han altså ikke havde vundet præsidentvalget i november 2024 og dermed reelt sikret sig en ny omgang immunitet, når han i næste uge igen rykker ind i Det Hvide Hus.