Trumps hær af advokater er klar til krig – men de vil undgå at blive flået som Rudy Giuliani
Både Demokraterne og Republikanerne har mobiliseret tusinder af advokater og frivillige forud for tirsdagens præsidentvalg, som kan blive afgjort ved domstolene frem for i optællingslokalerne.
En hær af advokater er mobiliseret overalt i USA forud for tirsdagens præsidentvalg, som ventes at udløse en flodbølge af retssager med påstande om fejloptællinger og stemmesvindel i alle afskygninger.
Det samme skete efter valget i 2020, da Donald Trump tabte til Joe Biden.
Men retsopgøret for fire år siden gav advokaterne en lærestreg, som sendte et gys gennem branchen. For det kan blive dyrt for en advokat at hoppe med på de vildeste konspirationsteorier.