Politi i Florida: Mistænkt med våben anholdt nær Trump
Agent opdagede den mistænkte på en del af golfbanen, som Trump var på vej mod.
Politiet i Florida bekræfter, at en mistænkt med et våben søndag blev anholdt nær Donalds Trumps golfklub i West Palm Beach, mens den tidligere præsident spillede på banen.
- En agent fra Secret Service åbnede ild mod en person på golfbanen, bekræfter en talsmand for politiet.
Agenten opdagede den mistænkte på en del af golfbanen, som Trump var på vej mod.
Trump var mellem 400 og 500 yards (mellem 360 og 460 meter) derfra, da den mistænkte blev opdaget.
Politiet har senere fundet et gevær i et buskads.
FBI bekræfter, at en ”mistænkt tilsyneladende” ville skyde mod Trump.
Agenter fra Secret Service åbnede ild mod den mistænkte. Det er usikkert, hvorvidt den mistænkte var i stand til at skyde mod agenterne.
Den mistænkte forsvandt hurtigt ind i en bil og kørte væk fra området. Et øjenvidne fulgte efter ham og tog fotos af bilen, som blev sporet af politi kort tid efter, og den mistænkte blev anholdt.
Politiet fandt også et sigte og et GoPro-kamera, og det menes, at den formodede gerningsmand ønskede at optage hændelsen.
Trumps kampagnestab var hurtigt ude med meldinger om, at den tidligere præsident var uden for fare. Der blev imidlertid ikke oplyst yderligere detaljer, og der herskede ret længe usikkerhed om, hvad der var sket.
Det Hvide Hus siger i en erklæring, at præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris er blevet briefet om episoden, og at ”de har udtrykt lettelse over, at Trump er i sikkerhed”.
Harris har i en erklæring efter skudepisoden igen fordømt ”vold”.
Biden og Harris bliver løbende opdateret om sagen.