Boeing-topchef i stormvejr i den amerikanske kongres: Sendte undskyldning til pårørende ved flystyrt
Flyproducenten Boeings administrerende direktør, Dave Calhoun, var tirsdag til høring i den amerikanske kongres, hvor senatorer på skift angreb selskabets blakkede sikkerhed.
Han er egentlig på vej ud. Den administrerende direktør for flyproducenten Boeing, Dave Calhoun, annoncerede tidligere på året, at han vil lade sig pensionere ved udgangen af 2024.
Det beskyttede ham dog ikke mod et væld af kritiske spørgsmål, der både stak til ham personligt og til hele flysikkerheden i Boeing, da han onsdag var kaldt til høring i Kongressen. Her skulle han redegøre for, hvordan Boeing vil håndtere de problemer, som flere undersøgelser allerede har vist, virksomheden har med at kvalitetssikre flyproduktionen.
»Ærlig talt, jeg synes, det er en parodi, at du stadig er i dit job,« lød det undervejs fra senator Josh Hawley.
Senator Richard Blumenthal kaldte høringen »et afgørende øjeblik« for Boeing. Han slog samtidig fast, at der er belæg for, at USA’s justitsministerium bør retsforfølge flyproducenten.
»Som tidligere føderal anklager og statsadvokat tror jeg, at der er mere end rigeligt med beviser til at retfærdiggøre en retsforfølgelse,« lød det fra Blumenthal ifølge Reuters.
Dave Calhoun blev sat i stævne i Kongressen i en tid, hvor flyproducenten er i dyb krise. To af Boeings 737 MAX-fly er styrtet ned i løbet af de seneste år, et i 2018 og et i 2019. Det har tilsammen kostet 346 menneskeliv. Ved høringen havde flere pårørende til de omkomne fra de to flystyrt indfundet sig. Boeing tog efter styrtene ansvaret for at have stået for udviklingen af et softwaresystem, som havde forbindelse til de tragiske flystyrt. I 2021 indgik man derfor et milliardforlig med den amerikanske stat, der dækkede kompensation til flyselskabets kunder, en bøde samt en fond, der skulle hjælpe ofrenes efterladte.
I januar gik det galt igen. Et videoklip blev vist verden over. Det var filmet inde fra et Boeing-fly, der havde mistet en dør, mens flyet var i luften. Det nationale transportsikkerhedsråd i USA forklarede efter undersøgelser af flyet, at der manglede fire bolte fra flypanelet, der fløj af. Det amerikanske justitsministerium har efterfølgende åbnet en strafferetslig efterforskning af sagen. Dave Calhoun anerkendte under høringen, at hændelsen med døren var resultatet af en fabrikationsfejl.
Undskyldning til de efterladte
De tre hændelser står ikke som de eneste kritiske vidnesbyrd om Boeings sikkerhed. En tidligere ansat har under en anden høring i Kongressen fortalt, at producenten ignorerede hans bekymringer om sikkerhed på flere flymodeller, især 787-modellen, som ifølge den tidligere medarbejder potentielt kan resultere i katastrofale ulykker. Boeing selv har dog afvist, at der skulle være problemer med flytypen.
I løbet af kongreshøringen blev direktøren Dave Calhoun både stillet spørgsmål om sin løn, Boeings sikkerhedskultur, og hvorfor han ikke straks har trukket sig som administrerende direktør. Til sidstnævnte svarede Dave Calhoun:
»Jeg er stolt af hver en handling, vi har foretaget.«
I 2023 lød Calhouns løn på 32,8 mio. dollars, hvilket svarer til næsten 230 mio. kr.
Undervejs rejste Dave Calhoun sig op og henvendte sig til de pårørende fra de to flystyrt i 2018 og 2019, som stod med skilte og billeder af de omkomne.
»Jeg undskylder jer for den sorg, vi har forårsaget,« sagde han og tilføjede, at virksomheden er »fuldstændig forpligtet« til at imødegå sine sikkerhedsproblemer.
Ifølge Boeings egen hjemmeside, er der over 10.000 Boeing-fly i kommerciel tjeneste over hele verden.