Fortsæt til indhold
USA

Kina vil inden udlåne pandaer til USA

Kinesisk ambassadør i USA kalder udlåning af pandaer for "et meget godt tegn" for relationen mellem landene.

/ritzau/Reuters

Kina vil inden årets udgang sende to pandaer til National Zoo i Washington D.C.

Det oplyser National Zoo onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

National Zoo, der er en af USA’s ældste zoologiske haver, sendte i november havens tre pandaer retur til Kina. Det skete, fordi låneaftalen udløb.

Kinas ambassadør i USA kalder samarbejdet om de to pandaer for ”et meget godt tegn” for relationen mellem landene.

- For at styrke de venskabelige bånd mellem vores to folk er jeg i dag meget glad for at kunne dele de gode nyheder med jer, siger ambassadøren under en tale i den zoologiske have.

Der er tale om hanpandaen Bao Lin og hunpandaen Qing Bao. Begge pandaer er to år gamle.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har tidligere antydet, at han er åben over for at sende flere af ”venskabets udsendinge” til USA.

Det skete, efter at han i november besøgte den amerikanske præsident, Joe Biden, i Californien.

Fra det Hvide Hus lød det efterfølgende, at USA ”helt bestemt ville byde bjørnene velkommen”.

Kina har i årtier gjort brug af det såkaldte pandadiplomati, hvor det giver pandaerne i gave til forskellige lande - ofte for at fremme Kinas udenrigspolitiske mål.

Kina låner kun pandaer ud til andre landes zoologiske haver. De zoologiske haver skal sædvanligvis levere pandaernes afkom tilbage til Kina, når de er et par år gamle, så de kan slutte sig til landets avlsprogram.

I øjeblikket er Georgia Zoo Atlanta den eneste zoologiske have i USA, der har pandaer i et af sine anlæg. Pandaerne skal sendes tilbage til Kina senere i år.

Danmark har også et par kinesiske pandaer, der kom til landet i 2019 og er udlejet til Danmark i 15 år, Mao Sun og Xing Er. De bor i et anlæg i Københavns Zoo.

Det er ikke lykkedes at få de to pandaer i Københavns Zoo til at parre sig endnu.