Analyse: Med partiet i et jerngreb og et nyt hemmeligt våben har Trump reelt intet at frygte
Donald Trump er ustoppelig. Alt andet end en omkamp mellem ham og præsident Joe Biden ved præsidentvalget 5. november synes efter tirsdagens primærvalg i New Hampshire utænkeligt. Og det er der flere grunde til.
NEW HAMPSHIRE/KØBENHAVN
Med en rungende sejr i New Hampshire har Donald Trump ikke blot skrevet historie som den i nyere tid første ikke-siddende præsident, der i ræset for at blive republikanernes præsidentkandidat har vundet de to første stater i primærvalget.
Han har cementeret sin kontrol over det republikanske parti, og det netop i New Hampshire, hvor han med en stor sejr for otte år siden lagde de første byggesten for sin totale dominans over partiet.
Et parti, som han siden har genskabt i sit eget billede og transformeret fra et traditionelt konservativt til et populistisk nationalkonservativt.
De to sejre, der med meget stor sandsynlighed vil føre til en omkamp mellem ham selv og præsident Joe Biden ved præsidentvalget den 5. november, bekræfter billedet af, at han er en kraft, der er umulig at stoppe.