Fortsæt til indhold
USA

De gjorde ham til en stor mand. Det skulle de aldrig have gjort

Han var USA’s største tv-vært, men også en af de mest kontroversielle. Fyringen fra Fox News forleden er fortællingen om en mand, der såede racisme og drev trumpismen, men faldt, fordi han så sig selv som større end sin egen tv-kanal.

De byggede ham op, og de lod ham gøre det i bedste sendetid:

De lod ham angribe minoriteter og udbrede konspirationer om alt fra sortes undertrykkelse af hvide til, at Trump-støtters stormløb i 2021 på USA’s Kongres i virkeligheden havde været en ret fredelig affære.

Sådan blev Tucker Carlson USA’s største talkshowvært og ansigtet på Trump-æraen.

Og da det tiltrak rekordmange seere – i snit 3,2 mio. pr. show – og fik annoncepengene til at rulle ind i Fox News’ kasse, lod ejeren af USA’s mest sete tv-kanal, mediemogulen Rupert Murdoch, ham folde sig ud.