Trump kalder undervisning i skoler vanvittig og lover fornuft
Trump taler om uddannelse under vælgermøde. Republikanerne mener, at der er for meget "wokeness" i skolerne.
Under et vælgermøde i delstaten Iowa mandag lokal tid slår tidligere præsident Donald Trump hårdt ned på det, han kalder USA’s ”vanvittige” uddannelsessystem.
I en tale lover han at bringe ”sund fornuft” tilbage til skolerne.
Vælgermødet er en del af Trumps valgkampagne ”Make America Great Again” forud for præsidentvalget i 2024, og med udtalelserne rammer han et ømt punkt, som ventes at dominere valget.
Uddannelse er i stigende grad blevet et kulturelt sensitivt emne i USA, hvor republikanere benytter enhver lejlighed, de får, til at angribe demokrater som følge af det, de ser som overdreven ”wokeness” i undervisningen.
Ordet woke bruges især i debatter om køn og race som et udtryk for en voksende forståelse for diskrimination og forskelle i privilegier.
Som svar på et spørgsmål fra publikum om skoler, der bliver ”indoktrineringslejre”, som er ”fokuserede på at seksualisere vores børn”, svarer Trump, at amerikanerne er ”nødt til at vende tilbage til den sunde fornuft”.
- Og det er at læse, skrive og regne, siger Trump til hundredvis af tilhængere i Davenport.
- Det, de underviser i i skolerne i dag, er sindssygt, siger den 76-årige republikaner, som stiller op til præsidentvalget næste år.
Tilbage i januar fremlagde Trump en foreløbig plan for sin uddannelsespolitik.
Heraf fremgik det, at han ønsker at skære i den føderale støtte til programmer, der underviser børn i ”kritisk raceteori, kønsideologi eller andet upassende racemæssigt, seksuelt eller politisk indhold”.
Floridas guvernør, republikaneren Ron DeSantis, var på besøg i Iowa fredag.
DeSantis ventes at slutte sig til præsidentvalgkampen frem mod 2024 og anses som Trumps største rival.
En meningsmåling fra Des Moines Register/Mediacom Iowa Poll fredag viste, at 80 procent af republikanerne i Iowa støtter Trump, mens 74 procent støtter DeSantis.
/ritzau/AFP