Joe Biden har fået fjernet kræftvæv fra huden på brystet
Ifølge Det Hvide Hus har præsidenten ikke brug for mere behandling, og han er erklæret "egnet til tjeneste".
Den amerikanske præsident, Joe Biden, fik fjernet kræftvæv fra huden på sit bryst i februar.
Det skriver nyhedsbureauet AFP fredag.
Kræftvævet blev opdaget ved en rutinemæssig lægeundersøgelse, og det var en form for kræft, der ikke har tendens til at sprede sig. Det siger præsidentens læge Kevin O’Connor i en rapport offentliggjort af Det Hvide Hus.
Ifølge Det Hvide Hus har Joe Biden ikke brug for yderligere behandling, og han er efterfølgende blevet erklæret ”egnet til tjeneste”.
- Stedet for biopsien er helet pænt, og præsidenten vil fortsætte dermatologisk overvågning som en del af hans igangværende omfattende sundhedspleje, skriver Kevin O’Connor i rapporten.
Joe Biden er 80 år og er på nuværende tidspunkt den ældste person, der har haft embedet som præsident i USA.
Lægetjekket var ifølge AFP det sidste, inden det forventes, at Biden officielt melder sit kandidatur til præsidentvalget i 2024.
/ritzau/