Fortsæt til indhold
USA

Amerikanske apoteker indgår milliardforlig om opioidkrise

CVS og Walgreens har indgået aftale om sammenlagt at betale 10,7 milliarder dollar i sagen om opioidmisbrug.

/ritzau/

De store amerikanske apoteker CVS og Walgreens har mandag indgået et stort milliardforlig i sagen om den amerikanske opioidkrise.

Det skriver det amerikanske medie NBC og finansmediet MarketWire.

Forliget er indgået med en række amerikanske delstater og lyder på sammenlagt 10,7 milliarder dollar - 75 milliarder kroner.

Apotekkæderne har indgået forliget, efter anklager om at de ikke har håndteret og overvåget udskrivelsen af opioid-recepter godt nok.

Betalingen vil foregå over en årrække, og pengene går blandt andet til at bekæmpe de omfattende problemer med opioider i USA.

Flere andre medicinalselskaber og medicinaldistributører har allerede tidligere accepteret at betale store milliardbeløb i sagen.

Opioider er en type stærk smertestillende medicin, der også er meget vanedannende. Det er blandt andet selskabet Purdue Pharmas middel Oxycontin, der har været med til at skabe opioidkrisen i USA.

Oxycontin blev markedsført som et mindre vanedannende opioid. Det viste sig dog ikke at være rigtigt, og mange er blevet dybt afhængige af stoffet.

Ifølge USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse er flere end 500.000 amerikanere døde af en overdosis af opioider siden 1999.