Trump-selskab dømt for skattesvindel
Store biler og luksuslejligheder i søgelyset i celeber sag mod ekspræsidents ejendomsimperium.
WASHINGTON
Det er ikke småting, som USA’s tidligere præsident Donald Trump i disse dage må se sig selv trukket igennem.
Tirsdag fandt en domstol i New York i en kendelse Trumps ejendomsimperium Trump-organization skyldig for igennem årevis at have snydt i skat. Og som altid, når det handler om den tidligere præsident, er det i den celebre ende af skalaen, at sagen tager sit udgangspunkt.
Donald Trump selv har ikke været anklaget i sagen, men det har hans selskab. Derfor bliver det også spået at sagen kan få indflydelse på Donald Trumps kandidatur til præsidentposten i 2024. I forvejen er der et væld af andre sager mod Donald Trump.
Men skattesagen er altså den første, der for alvor rammer ekspræsidenten, lyder det.
Sagen handler om, hvordan Trump-koncernen som en slags medarbejderordning for topledelsen i selskabet har givet de ansatte adgang til gratis luksuslejligheder og privatchauffører til deres biler. De ansatte har også fået luksusbiler og fri adgang til privatskoler til deres børn. Det er der som sådan ikke noget galt i, men ifølge retten i New York er der ikke blevet betalt skat af ordningen, og det mener en jury altså er ulovligt.
Selv har Donald Trump tidligere på sit sociale medie Truth Social kaldt sagen for en »politisk heksejagt.«
Svindlen skulle ifølge anklagemyndigheden på Manhattan være foregået over 15 år, hvor Trumps storkoncern ifølge retten altså har skjult de store beløb fra skattemyndighederne. Repræsentanter for anklagemyndigheden udtalte under retssagen, at Trump koncernen har været indhyllet i et slør af »snyd og bedrageri«.
I alt blev Trump-koncernen dømt på 17 punkter, mens dommeren afviste en begæring om at lade sagen gå om.
Stjernevidne
I sagen har Trump-koncernens tidligere finansdirektør Allen H. Weisselberg optrådt som stjernevidne uden, at han dog på noget tidspunkt implicerede Donald Trump i sine vidneudsagn. Alligevel har anklagemyndigheden ifølge avisen New York Times flere gange under retssagen sagt, at den tidligere præsident udmærket kendte til, at ordningen eksisterede og endda selv har været med til at uddele frynsegoderne til topmedarbejderne i selskabet.
Med dommen i sagen har den ny statsadvokat på Manhattan – demokraten Alvin L. Bragg – fået en ifølge iagttagere afgørende sejr, der kan føre til, at han nu udvider sine undersøgelser mod Donald Trump.
Foran retsbygningen sagde statsadvokaten efter dommen, at retfærdigheden er sket fyldest:
»Den tidligere præsidents virksomheder er nu dømt for forbrydelser. Det er konsekvensen, og det understreger, at vi her på Manhattan har én standard for retfærdighed, der gælder for alle,« sagde han.
I en anden sag i New York er Donald Trump civilt stævnet for at have snydt med værdien på sine ejendomme for at kunne optage større lån og betale mindre i skat. Han er også under undersøgelse for på ulovlig vis at have forsøgt at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020, ligesom han undersøges for at have hjemtaget et større antal højt klassificerede regeringsdokumenter til sit residens Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida.
Trumps ejendomskoncern driver og ejer bygninger og golfressort flere steder i verden, men det er uklart, hvorvidt bøden overhovedet vil få indflydelse på virksomhedens drift, skriver flere medier tirsdag aften dansk tid. Den endelige strafudmåling forventes at ske den 13. januar.