Biden vil flyve modermælkserstatning ind fra udlandet
Modermælkserstatning kan blive importeret fra lande som Mexico, Chile, Irland eller Holland til USA.
Manglen på modermælkserstatning i USA har givet landets præsident, Joe Biden, hovedpine den seneste tid.
Som et forsøg på at løse problemet vil den amerikanske regering nu flyve produktet ind fra udlandet med kommercielle fly.
Forsvarsministeriet vil således benytte sig af de aftaler, der blev lavet i begyndelsen af coronapandemien, til at importere produkter fra fabrikker i udlandet, der opfylder amerikanske standarder.
Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring.
Det er ikke oplyst, i hvilke lande modermælkserstatningen skal hentes fra. Men kilder i Biden-administrationen har tidligere oplyst, at lande som Chile, Irland, Mexico og Holland kunne være i spil.
- Ved at omgå almindelige luftfragtruter kan vi fremskynde import og distribution af modermælkserstatning og samtidig være en umiddelbar støtte, når producenterne fortsætter med at øge produktionen, oplyser Det Hvide Hus.
Joe Biden har også gjort brug af en særlig bestemmelse, der gør det muligt at give produktet førsteret inden for forsyninger.
Familier rundt omkring i USA er blevet mere og mere desperate, da problemer i forsyningskæden og en større tilbagekaldelse har betydet, at dagligvarebutikker og apoteker ikke længere har modermælkserstatning.
Tidligere denne måned lød det, at 43 procent af i alt 11.000 adspurgte forhandlere i USA var løbet tør for modermælkserstatning.
Krisen begyndte i slutningen af sidste år, men tog for alvor fart, da to spædbørn døde i februar, efter at de var blevet madet med modermælkserstatning fra en Abbott-fabrik i byen Sturgis i Michigan.
Abbott står for mere end 40 procent af den amerikanske modermælkserstatning. Dødsfaldene udløste en enorm tilbagetrækning af selskabets produkter, og den pågældende fabrik blev desuden lukket.
/ritzau/AFP