Fortsæt til indhold
USA

Amerikanske efterretningstjenester kritiseres for at være for åbenmundede

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, afviser at have givet Ukraine efterretningshjælp til at slå russiske generaler ihjel. Afvisningen kommer efter massiv kritik af efterretningstjenesterne for at være for åbne.

WASHINGTON

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon afviser nu, at USA har bidraget med efterretninger, der har gjort det muligt for Ukraine at slå flere russiske generaler ihjel.

Oplysningerne kom frem i sidste uge, da avisen New York Times på baggrund af en række anonyme kilder beskrev, hvordan USA igennem et hemmeligt program, har modtaget oplysninger i realtid om russernes militære bevægelser i Ukraine. Herunder altså også om en række særlige mobile militære hovedkvarterer, hvor generalerne skulle have befundet sig, inden det ukrainske militær angreb dem.

Men at det skulle have fundet sted på den måde afviste Pentagons pressesekretær John Kirby torsdag i sidste uge, hvilket nu lægger kimen til et særdeles bemærkelsesværdigt opgør mellem pressen og den amerikanske regering om USA’s hemmelige krig i Ukraine.