USA har udskudt beslutning om coronavaccine til spædbørn
Den amerikanske regering havde planlagt at udrulle vaccine til børn under fem år denne måned. Det udskydes nu.
Amerikanske myndigheder har besluttet at udskyde beslutningen om coronavacciner til børn under fem år i mindst to måneder.
Det sker, fordi USA’s lægemiddelstyrelse (FDA) har brug for flere oplysninger omkring vacciner til spædbørn og børn.
FDA havde planlagt at tage stilling til vaccinen til børn mellem seks måneder og fire år i næste uge, og regeringen planlagde at udrulle den allerede 21. februar.
Det skyldtes især den stigende smitte med omikronvarianten, hvor de yngste børn også er med til at sprede den.
Men fredag står det klart, at en endelig beslutning ikke vil finde sted før tidligst i april.
FDA oplyser, at amerikanske forældre til de omkring 18 millioner børn i målgruppen skal føle sig sikre på, at vaccinen lever op til de standarder, der kræves, for at blive godkendt.
FDA mangler blandt andet data fra forsøg med en tredje vaccinedosis til yngre børn mellem 5 og 11 år, inden agenturet vil se på en vaccine til de yngste.
I forvejen kan børn helt ned til 12 år blive revaccineret med et tredje stik mod coronavirus.
I Danmark droppede myndighederne fredag at tilbyde børn og unge under 18 år et tredje vaccinestik lige foreløbigt.
Fra Sundhedsstyrelsen lød det, at man ikke kan finde sundhedsfaglige begrundelser for at tilbyde boosterstikket til de unge.
Det skyldes blandt andet, at gruppen under 18 år allerede har stor immunitet i kraft af tidligere vaccination og smitte.
Samtidig har børn og unge kun lille risiko for at blive ramt af alvorlig sygdom, hvis de bliver smittet med omikronvarianten.