Biden kategoriserer sit første præsidentår som udfordrende
Det har været et år med udfordringer, men også fremskridt, siger Biden i markering af etårsdag som præsident.
Torsdag er det et år siden, at demokraten Joe Biden blev indsat som præsident i USA. I den anledning holder han onsdag eftermiddag lokal tid pressemøde i Det Hvide Hus, hvor han gør status og tager imod spørgsmål fra journalister.
Biden erkender blandt andet, at hans første år har været et år med udfordringer, men også med ”enorme fremskridt”.
Præsidenten er optimistisk omkring pandemien og siger, at USA nu er et andet sted end tidligere, og at amerikanerne ikke vil se nedlukninger og skolelukninger igen.
Biden anerkender i samme ombæring, at myndighederne burde have gjort mere for at teste tidligere og lover, at der bliver taget hånd om det nu.
- Burde vi have testet mere tidligere? Ja, siger Biden til journalister i Det Hvide Hus.
Han understreger samtidig, at omikronvarianten af coronavirus ikke er årsag til at gå i panik.
/ritzau/