Klagere vil have USA's højesteret til at stoppe vaccinekrav

Republikanske delstater og virksomheder mener, at Biden-regeringen ulovligt kræver ansatte vaccineret.

USA’s højesteret lader fredag klagere over præsident Joe Bidens vaccinekrav til ansatte fremlægge deres argumenter.

Klagerne vil have retten til at blokere kravet om vaccine.

Det er to særskilte direktiver fra regeringen, som de vil have ophævet. Det skriver avisen New York Times.

Klagerne repræsenterer republikanske delstater, virksomheder, religiøse organisationer og andre. De hævder, at Biden ikke har bemyndigelse til at kræve ansatte i virksomheder vaccineret. Kun Kongressen kan gøre det.

Biden-regeringen kræver, at virksomheder med over 100 beskæftigede skal sikre, at alle ansatte er vaccinerede eller testet for covid-19 mindst én gang om ugen. Det berører over 84 millioner i job.

Det sker på baggrund af pandemien. Den har i USA kostet næsten 834.000 mennesker livet. Det melder Johns Hopkins Universitet.

Den anden forordning kræver, at ansatte på hospitaler, plejehjem og i andre dele af sundhedssektoren, der er en del af de føderale programmer Medicare og Medicaid, skal lade sig vaccinere.

Det berører ifølge regeringen 17 millioner læger, sygeplejere, plejere og andre ansatte.

Der er fredag afsat mindst to timer I USA’s højesteret til at høre på argumenterne.

Højesteretten domineres af meget konservative dommere. De udgør seks af de ni dommere.

Disse dommere har tidligere været skeptiske over for forbundsregeringens ret til at udstede gennemgribende forordninger. Det skriver Reuters.

Det er delstaterne Ohio, Missouri og Louisiana, der fører an i klagemålet. Det er stater, der ledes af Det Republikanske Parti.

Under hele pandemien har vaccinerne været en kampplads for republikanere og demokrater. Den stærke politisering kan aflæses af, at langt færre republikanere end demokrater lader sig vaccinere.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen