Powerpoint blotlægger kupplaner for at holde Trump på præsidentposten
Undersøgelsesudvalget, der undersøger Donald Trump og hans øverste stabs rolle i det dødelige stormløb på Kongressen den 6. januar, har fået udleveret en opsigtsvækkende Powerpoint-præsentation sendt til Trumps stabschef dagen før optøjerne.
Det undersøgelsesudvalg i Repræsentanternes Hus, der kulegraver Donald Trumps rolle i de dødelige optøjer ved stormløbet på den amerikanske kongres den 6. januar i år, har fået udleveret en opsigtsvækkende Powerpoint-præsentation fra den daværende stabschef og seniorrådgiver for Donald Trump i Det Hvide Hus, Mark Meadows.
Det 38 sider lange dokument med titlen ”Valgsvindel, udenlandsk indblanding og muligheder for den 6. januar” var ifølge udvalget vedlagt i en mail sendt til Mark Meadows den 5. januar 2021, dagen før Kongressens godkendelse af Joe Biden som vinder af valget og angrebet på Kongressen, der kostede fem mennesker livet og sårede over 140.
I Powerpoint-dokumentet blev der fremlagt flere forslag til, hvordan Donald Trump kunne beholde præsidentmagten efter valgnederlaget til Joe Biden i november 2020.
Dokumentet opstiller også en række muligheder for, hvordan den daværende vicepræsident, Mike Pence, kunne misbruge sin hovedsageligt ceremonielle rolle ved præsidentindsættelsen til at hindre Joe Biden i at blive indsat som ny præsident.
Nyheden om, at USA’s på det tidspunkt mest magtfulde embedsmand og Trumps nærmeste rådgiver dagen før angrebet på Kongressen var i besiddelse af en Powerpoint-guide med detaljerede planer om et præsidentkup baseret på ekstreme og udokumenterede teorier, har over weekenden skabt røre i USA.
»Hey, Amerika – Det Republikanske Parti nedskrev en plan om at styrte regeringen i et fucking Powerpoint!«, tweetede Dan Pfeiffer, der var seniorrådgiver for den tidligere demokratiske præsident Barack Obama, om undersøgelsesudvalgets nye fund.
Ifølge medierne The Guardian og New York Times, der har set den udleverede Powerpoint-præsentationtil undersøgelsesudvalget, er den i sin titel og indhold næsten identisk med et andet dokument, der ligger frit tilgængeligt på internettet, og som har cirkuleret blandt Trumps tilhængere.
I dette dokument fremgår det blandt andet, hvordan Donald Trump på baggrund af en række konspirationsteorier om valgsvindel skulle udskrive en national undtagelsestilstand umiddelbart før indsættelsen af Joe Biden og dernæst erklære alle elektronisk afgivne stemmer for ugyldige.
Denne beslutning skulle ifølge Powerpoint-præsentationen tages på baggrund af en teori om, at Kina i ledtog med Venezuela havde infiltreret elektroniske stemmeautomater i en lang række vigtige delstater som led i en »socialistisk operation, der underminerede de amerikanske vælgeres vilje,« og »indsætte en kinesisk allieret« med henvisning til Joe Biden.
På tidspunktet, hvor Trumps stabschef fik præsentationen tilsendt den 5. januar, havde den daværende republikanske justitsminister Jeff Rosen allerede fastslået, at der ikke var nogen beviser for uregelmæssigheder eller svindel ved valget i et omfang, der kunne have påvirket udfaldet på nogen måde.
Det fastslog Jeff Rosen, på trods af at Donald Trump ifølge The Washington Post på daglig basis i månederne efter valgdagen forsøgte at overbevise justitsministeren om, at valgresultatet til Bidens fordel baserede sig på falske stemmer og omfattende valgfusk.
Det fremgår af en korrespondance mellem undersøgelsesudvalget og Mark Meadows’ advokat, George Terwilliger III, at den omtalte Powerpoint-præsentation blev udleveret til undersøgelsesudvalget, inden Mark Meadows i tirsdags meddelte, at han øjeblikkeligt trak sig fra samarbejdsaftalen om udlevering af dokumenter til udvalget.