Sociale medier fjerner Trump-video: Bidrager til vold
I video beder Trump demonstranter gå hjem - og gentager påstand om valgsvindel. Tjenester har nu fjernet den.
Facebook har fjernet en video, som USA’s præsident, Donald Trump, har lagt på nettet i forbindelse med uroligheder ved Kongressen.
Det skriver Guy Rosen, der er vicepræsident hos Facebook, på Twitter. Det skyldes, at den vurderes at bidrage til risikoen for vold.
- Dette er en nødsituationen, og vi træffer passende nødforanstaltninger, herunder at fjerne præsident Trumps video, skriver han.
Også YouTube har fjernet videoen. Det er ifølge Reuters sket, da videoen overtråder tjenestens politik om indhold, der hævder, at ”udbredt svindel eller fejl ændrede resultatet af det amerikanske valg i 2020”.
Det sociale medie Twitter markerede i første omgang videoen med en tekst om, at påstanden om valgsvindel bestrides. Senere er den blevet fjernet, ligesom flere andre opslag fra Trump.
I videoen beder Trump demonstranter om at gå hjem. Han gentager dog også sine påstande om, at der er foregået valgsvindel.
- Vi havde et valg, der blev stjålet fra os, siger Trump i videoen og fortsætter:
- Men I skal gå hjem nu. Vi skal have fred. Vi skal have lov og orden.
- Vi skal have fred. Så gå hjem, vi elsker jer. I er meget særlige. Jeg ved, hvordan I har det. Men gå hjem, og gå fredeligt hjem, lyder det.
Tusindvis af Trump-tilhængere demonstrerede onsdag ved Kongressen, hvor resultatet af præsidentvalget formelt skulle godkendes.
Demokraternes Joe Biden vandt valget med 306 valgmænd mod 232 til Trump. Det kræver 270 at blive præsident.
Resultatet blev dog ikke godkendt, da demonstranter trængte ind i bygningen.
Vicepræsident Mike Pence blev hurtigt eskorteret væk fra Senatet og ført til et sikkert sted.
Han sagde tidligere onsdag i Kongressen, at han - imod Trumps ønske - ville bekræfte Demokraternes Joe Bidens valgsejr.
Flere medier har meldt om flere tilskadekomne betjente, ligesom en kvinde ifølge NBC News skulle være død.
Kort før klokken 18 lokal tid er kongresbygningen ifølge Reuters blevet sikret.
Få mere amerikansk politik i ørerne. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder.
/ritzau/