Fortsæt til indhold
USA

Biden bør få adgang til præsidentens hemmelige dokumenter

Fremtrædende skikkelser i det republikanske parti synes at anerkende Joe Bidens valgsejr ved at støtte et synspunkt om, at han skal have adgang til dokumenter, der ellers er forbeholdt Det Hvide Hus.

Flere prominente republikanske senatorer mener, at Joe Biden skal have adgang til hemmeligtstemplede dokumenter - såkaldte klassificerede briefings - som blandt andet kan indeholde oplysninger fra efterretningstjenesterne i USA, og derfor normalt er forbeholdt den amerikanske præsident og dennes inderkreds.

Det skriver CNN.

Mediet skriver, at de tilkendegivelser kan fortolkes som en indikation om, at Det Republikanske Parti er godt på vej til at anerkende Joe Bidens valgsejr, selv om den siddende præsident, Donald Trump, nægter at se sig slået og fortsat kæmper for at gennemtrumfe omtællinger af stemmerne i flere afgørende stater.

»Jeg vil mene - især i forhold til de hemmelige briefinger - at så er svaret ja,« svarer den republikanske senator Chuck Grassley på spørgsmålet om, hvorvidt Biden skal have adgang til dokumenterne.

Chuck Grassley besidder posten som en slags vicepræsidentens stedfortrædende leder af Senatet. Ifølge den amerikanske forfatning er den amerikanske vicepræsident leder af Senatet, og Chuck Grassley har som stedfortræder derfor mandat til at træffe beslutninger i Senatet på vegne af den nuværende vicepræsident, Mike Pence. Ifølge CNN er Grassley dermed det højstrangerende republikanske medlem af Senatet.

En anden og meget fremtrædende, republikansk senator, Lindsey Graham, tilslutter sig Chuck Grassleys synspunkt.

»Ja, det mener jeg, han skal have lov til,« siger Lindsey Graham til CNN. Han understreger, at han ikke har udtrykt sine tanker over for Det Hvide Hus, men siger at han »håber«, at Joe Biden får adgang til dokumenterne snart.

Også republikaneren John Thune mener, at Joe Biden skal kunne se, hvad den nuværende præsident kan læse i de hemmelige dokumenter.

»Jeg mener, at det nok giver mening at forberede sig på alle mulige udfald. Og mens de juridiske slagsmål omkring valgresultaterne udspiller sig i retssystemet, har jeg ikke noget problem med - og det mener jeg er vigtigt ud fra et nationalt sikkerhedsperspektiv - at der er kontinuitet. Det er der også andre medlemmer, der har foreslået. Jeg synes, at det giver mening,« siger republikanske John Thune, der er partiets majoritetsindpisker i Senatet. Også dette er en magtfuld position i amerikansk politik, da Thune i sit arbejde i Senatet har mulighed for at handle på vegne af republikanernes majoritetsleder, Mitch McConnell, når han ikke er til stede.

Senator Rob Portman fra Det Republikanske Parti, der af CNN beskrives som »en indflydelsesrig republikaner«, siger til mediet, at han »ikke mener, det ville skade« at give Biden adgang til de hemmelige briefinger.

De seneste dage har en række lavererangerende republikanske medlemmer af Kongressen givet lignende udtalelser. Torsdag forsøgte CNN at få den republikanske leder af Senatet, førnævnte Mitch McConnell, til at kommentere udsagnene, men det har han afvist.

Udmeldingerne kommer, knap en uge efter at en række amerikanske medier gav demokraternes Joe Biden valgsejren ved det amerikanske præsidentvalg. Siden har Donald Trump afvist at lykønske Biden med sejren og har gennem retssystemet i stedet indledt en kamp for at få resultatet underkendt.

En håndfuld fremtrædende medlemmer af Det Republikanske Parti har udtrykt, at partiet bør anerkende Bidens valgsejr, mens store dele af den absolutte partitop enten har været helt tavs eller har udtrykt støtte til præsident Trumps påstande om, at der skal være sket valgsvindel.

Den magtfulde Mitch McConnell sagde tidligere på ugen i Senatet, at præsident Trump er »100 procent i sin gode ret til at undersøge anklager om uregelmæssigheder (ved valget, red.) og afveje sine juridiske muligheder.«

Få mere amerikansk politik i ørene. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder.