»Stand back and stand by«: Her er der allerede indkaldt til valgprotester
Der er onsdag indkaldt til valgprotester i hovedstaden, Washington, men også andre steder i USA.
Hold jer tilbage, men hold jer klar.
Sådan lød budskabet fra præsident Donald Trump til den højrenationale gruppering Proud Boys under den første præsidentdebat i slutningen af september.
Siden – men også før – har uroen ulmet blandt de politiske grupperinger på både den yderste højrefløj og venstrefløj i USA, og man har længe forventet, at præsidentvalget ville føre mere end blot en ny præsident med sig.
Mange forudser protester og uroligheder i nationens gader som følge af det tætte valgresultat.
Allerede før vinderen af præsidentvalget er kåret, er der planlagt demonstrationer forskellige steder i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. De foreløbige officielt udmeldte demonstrationer er alle i større eller mindre grad orienteret politisk mod venstrefløjen.
Under navnet ”Shutdown DC” vil protesterende klokken 18 dansk tid onsdag mødes ved både Union Station og den såkaldte Black Lives Matter Plaza i det centrale Washington.
Herfra vil demonstranterne efterfølgende bevæge sig mod »organisationer og institutioner, som har bidraget til Trumps angreb på demokratiet,« lyder det i beskrivelsen. Præcis, hvilke organisationer der tales om, fremgår ikke.
Derudover vil demonstranter fra en lokal afdeling af den miljøaktivistiske organisation Extinction Rebellion deltage.
Ikke mange hundrede meter derfra vil protesterende fra den såkaldte ”Protect the Result”-gruppe - på dansk ”beskyt resultatet” - marchere fra McPherson Square klokken 15 lokal tid, hvilket er sen aften herhjemme.
Gruppen beskriver sig som et »nationalt netværk bestående af progressive politiske organisationer.«
Demonstrationen vil »fokusere på at sikre, at alle stemmer vil blive talt og at forhindre Trump i at underminere valgresultatet.«
Gruppen ”Trump/Pence Out Now” mødes ligeledes på Black Lives Matter Plaza blot klokken 17 lokal tid. Som navnet afslører, er demonstrationen anti-Trump og er en direkte modreaktion på præsidentens udtalelser fra onsdag formiddag, hvor han meddelte, at han vil gå til Højesteret med et ønske om at få stoppet stemmeoptællingerne.
»Trump har stjålet valget og truet med vold i måneder, hvilket eskalerede i dagene op til valget,« lyder det bl.a. i beskrivelsen.
Demonstrationen er dog ikke kun forbeholdt hovedstaden. I 14 andre byer på tværs af landet har organisationen ligledes indkaldt til protester, der vil blive afviklet både onsdag og de kommende dage.
Over hele landet har butiksejere barrikaderet deres butiksvinduer og -døre med store plader i krydsfinér i forventingen om, at demonstranter fra begge fløje vil støde sammen i gadebilledet. Mange frygter, at det vil føre store materielle ødelæggelser med sig.
Allerede på valgnatten udbrød der dog demonstrationer i byen Portland i delstaten Oregon. Her brændte demonstranter bl.a. et amerikansk flag foran byens retsbygning.
Der er endnu ikke blevet fundet en vinder af valget. På landsplan fører Joe Biden lige nu med 238 af de afgørende 270 valgmænd, mens Donald Trump har 213 valgmænd.
Resultaterne fra flere afgørende svingstater mangler dog endnu.