Dommer kalder fængsling af Trumps eksadvokat for hævn for bog
Da Michael Cohen 9. juli blev sendt tilbage i fængsel, var det som hævn fra regeringen, konkluderer dommer.
Præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen er blevet løsladt fra fængslet.
Det sker som følge af en ordre fra en dommer, der beskylder regeringen for at ville hævne sig på Cohen på grund af hans planer om at skrive en bog om Trump.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Michael Cohens advokat, Jeff Levine, fortæller, at Cohen forlod fængslet FCI Otisville i Orange County i delstaten New York fredag.
- Han smilede, siger Levine, der talte over FaceTime med Cohen, da Cohen var på vej hjem til sin lejlighed på Manhattan.
- Sidst, jeg så ham, var det det modsatte. Det er en lettelse for både ham og mig at se, at han er et bedre sted nu, siger Jeff Levine ifølge dpa.
Michael Cohen blev beordret løsladt fra fængslet af dommer Alvin Hellerstein ved en domstol på Manhattan torsdag.
Hellerstein konkluderede i sin afgørelse, at det amerikanske justitsministerium sendte Cohen tilbage bag tremmer som "gengæld" for at promovere en bog, hvori han vil beskrive sit arbejde som Trumps personlige advokat.
Michael Cohen blev i 2018 idømt tre års fængsel for blandt andet skatteunddragelse, svindel med kampagnemidler, for at have løjet for Kongressen og for at have udbetalt såkaldte tys-tys-penge til en pornostjerne for at forhindre hende i at snakke om sit påståede forhold til Donald Trump.
På grund af coronapandemien blev Cohen løsladt fra fængslet i maj for at afsone resten af sin straf i husarrest.
Men 9. juli blev han sendt tilbage i fængsel, fordi han angiveligt ikke opfyldte kriterierne for at afsone hjemme.
Selv mener Michael Cohen, at han blev sendt tilbage i fængsel som hævn for, at han ikke vil droppe sine planer om at udgive en bog om Trump før præsidentvalget 3. november.
Dommer Alvin Hellerstein skrev i sin begrundelse torsdag, at han i sine 21 år som dommer aldrig har set noget lignende.
- Hvorfor skulle fængselsmyndighederne bede om sådan noget, hvis ikke det drejede sig om gengældelse, skrev dommeren i sin afgørelse ifølge nyhedsbureauet AP.
- Og gengældelsen handler om hans ønske om at bruge sin forfatningsmæssige ret til at udgive en bog.
Michael Cohen lagde i mandags sag en mod de føderale fængselsmyndigheder og justitsminister William Barr for at sende ham tilbage i fængsel som følge af bogplanerne.