Amerikansk guvernør har sagsøgt borgmester for at indføre maskepåbud
Georgias guvernør Brian Kemp mener, at borgmesteren i Atlanta modarbejder de lokale virksomheder med et nyt maskepåbud.
Mens coronavirussen fortsat tager til i USA, er der nu opstået en fejde mellem staten Georgias guvernør, Brian Kemp, og Atlantas borgmester, Keisha Lance Bottoms.
Fejden udspringer af spørgsmålet om, hvorvidt borgerne i Atlanta skal være underlagt et påbud om at bære maske og mundbind i det offentlig rum eller ej.
Torsdag offentliggjorde Brian Kemp på sin twitter-profil, at han har anlagt et søgsmål mod Keisha Lance Bottoms for at have indført et påbud om obligatorisk brug af maske som beskyttelse mod coronavirus.
»Dette søgsmål er på vegne af de forretningsdrivende i Atlanta og deres hårdtarbejdende ansatte, som kæmper med at overleve disse hårde tider. Disse mænd og kvinder gør deres bedste for at give deres familier mad på bordet samtidig med, at lokalvalgte underminerer økonomisk vækst (...) Jeg nægter at læne mig tilbage,« lyder det fra Kemp på Twitter.
Atlanta-borgmesteren indførte 8. juni et krav om, at borgere inden for bygrænsen skal iføre sig maske eller mundbind, når de færdes i det offentlige rum. Hvis borgerne bryder med denne regel, vil de modtage en bøde eller fængselsstraf på op til seks måneder.
Keisha Lance Bottoms var på Twitter hurtig med et modsvar til guvernøren. Her lagde hun ikke fingre i mellem i forhold til, hvad hun mener om søgsmålet.
»3.104 georgianerer er døde og min egen familie er blandt de 106.000 personer, der er testet positiv for covid-19. Alt imens er jeg blevet sagsøgt at guvernør Kemp for et maskepåbud. En bedre måde at forvalte skatteborgernes penge kunne være at udvide testkapaciteten og kontaktopsporingen,« lød svaret fra Bottoms.
Søgsmålet kommer dagen efter, at guvernøren har underskrevet en bekendtgørelse, som forhindrer borgmesteren i at opretholde påbuddet om at bære maske eller mundbind i det offentlige rum.
I bekendtgørelsen lyder det bl.a, at love, »der kræver, at personer ifører sig ansigtsdækkende maske, visirer eller andet beskyttende udstyr, mens de befinder sig i det offentlige rum eller på offentlig grund, er suspenderet.«
Dermed underkender guvernørens bekendtgørelse borgmesterens påbud om lokal brug af maske.
Lige nu har 29 ud af 50 stater indført obligatorisk brug af mundbind i større eller mindre omfang. Flere steder i USA har borgere samtidig demonstreret mod disse krav – bl.a i Florida, der med sin 14.000 nye bekræftede smittetilfælde det seneste døgn står noteret for den stat med flest nye smittede.
Herhjemme reviderede Sundhedsstyrelsen i sidste uge sine anbefalinger om danskerne om brug af mundbind. Nu lyder det, at borgere i »særlige situationer« bør iføre sig et engangsmundbind.
Det kan eksempelvis være, hvis man mistænker, at man er smittet med virussen og skal transportere sig hen for at blive testet, eller hvis man er i selskab med en person i risikogruppen, og der ikke er mulighed for at holde den fornødne afstand.

