Selv en vaccine kommer ikke til at slå coronavirus ned i USA
Skepsis mod sundhedsmyndigheder, forskning og vacciner er alt for udbredt i USA, mener direktøren for USA's Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme. Så meget, at en vaccine ikke vil kunne redde landet ud af sundhedskrisen.
Vejen mod amerikansk flokimmunitet mod coronavirus ser på nuværende tidspunkt ikke ud til at være ryddet, mener Anthony Fauci, direktør for USA's Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme.
Det siger han i et interview med CNN.
Der er udsigt til, at der i løbet af de tre kommende måneder vil blive udført kliniske tests af tre potentielle coronavacciner i stor skala i USA, men disse vacciner kan - selv hvis de viser sig at være effektive - blive mødt af et folkeligt benspænd.
I en spørgeundersøgelse udført af CNN i maj måned svarede en tredjedel af de adspurgte amerikanere, at de ikke ville være villige til at lade sig vaccinere mod covid-19, heller ikke selv om vaccinen skulle blive tilgængelig til en "lav pris".
Enhver der tror, at det vil være nemt, har ikke set sandheden i øjnene. Det kommer til at blive meget svært.Anthony Fauci, direktør for USA's Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme
»Der er en generel modstand mod forskning, autoriteter og vacciner blandt visse dele af befolkningen i dette land - relativt set er det en alarmerende stor procentdel af befolkningen,« siger Anthony Fauci til CNN.
Altså ville en vaccine, hvis CNN's tal er retvisende, kun dække lige over 60 pct. af den amerikanske befolkning.
Samtidig siger Fauci, at han på nuværende tidspunkt ikke tror, at det vil lykkes USA at producere en vaccine, der bliver mere end 70 til 75 pct. effektiv. Til sammenligning er eksisterende vacciner mod mæslinger effektive i 97 til 98 pct. af tilfældene.
Adspurgt direkte siger Anthony Fauci, at det dermed vil være »usandsynligt« at opnå flokimmunitet, hvis to tredjedele af befolkningen lader sig vaccinere med en vaccine, der højst virker i 75 pct. af tilfældene. Folkimmunitet opnås, når så stor en del af en befolkning er immun mod en given smitsom sygdom, at sandsynligheden for smitte mellem mennesker er stærkt begrænset.
De såkaldte "anti-vaxxers" i USA, som den mere eller mindre organiserede vaccineskepsis-bevægelse ofte kaldes, er så stærk, at Anthony Fauci ser en stor opgave i at uddanne og oplyse faktuelt om vacciner.
»Det bliver ikke nemt. Enhver der tror, at det vil være nemt, har ikke set sandheden i øjnene. Det kommer til at blive meget svært,« siger Fauci.
USA er det land i verden, der har flest registrerede tilfælde af coronavirus. Tidligt mandag dansk tid var tallet ifølge Johns Hopkins University 2,5 millioner smittede, og i alt har man indtil nu registreret knap 126.000 coronarelaterede dødsfald.