Trump varsler deportering af »millioner« af illegale indvandrere
I en række tweets har præsidenten meddelt, at der vil komme massedeportationer. Der er dog usikkerhed om tallet.
USA's præsident Donald Trump har varslet, at USA i næste uge vil begynde at deportere et stort antal illegale indvandrere.
I en række tweets sent mandag aften lokal tid skrev præsidenten, at ICE - USA's immigrationsmyndigheder - »vil påbegynde processen med at fjerne millioner af illegale indvandrere, som på ulovlig vis er kommet til USA.«
»De vil blive fjernet, lige så hurtigt som de kommer ind,« lød det fra Donald Trump, som samtidig kritiserede Demokraterne i Kongressen for ikke at gøre noget for at løse »krisen ved grænsen« som præsidenten formulerede det.
Hvorvidt myndighederne vil deportere millioner, som præsidenten hævder, vides endnu ikke. Det hidtil højeste antal deporteringer blev ifølge tal fra USA's regering foretaget i 2012, da ICE sendte godt og vel 400.000 mennesker tilbage til deres hjemlande. Heraf var omkring halvdelen dømte forbrydere.
ICE har ikke meldt noget ud om de mulige, kommende masseudvisninger. Ifølge CBS News er det usædvanligt, at myndighederne fortæller offentligheden om sådanne operationer på forhånd. Præsidentens udsagn om millioner af udvisninger er således ikke blevet bekræftet af de relevante myndigheder.
Tidligere i juni fortalte Donald Trump, at USA har underskrevet en aftale med Mexico, der skal standse strømmen af migranter, som rejser gennem Mexico og derpå forsøger at komme ind i USA. Hvis de nuværende løsninger ikke virker, vil USA annoncere nye løsningsmuligheder om knap tre måneder.
Tirsdag vil den amerikanske præsident officielt melde ud, at han genopstiller, og dermed begynde sin kamp for at blive genvalgt ved valget i 2020. Det vil ske ved et stort arrangement i Florida.
Donald Trump vil igangsætte sin kampagne midt i en politisk suppe af skvulp fra Mueller-rapporten, som viste, at præsidenten forsøgte at hindre efterforskernes arbejde, og meningsmålinger, som viser, at præsidenten står meget svagt i forhold til Bernie Sanders og Joe Biden, som er de mest populære udfordrere fra Demokraterne.