Offentligt ansat sagde op: Få timer senere dræbte han 11 kolleger

40-årige DeWayne Craddock havde sendt sin overordnede en mail om, at han stoppede.

Artiklens øverste billede
Frivillige bærer trækors med navnene på ofrene til en mindeceremoni i Virginia Beach. Foto: Chip Somodevilla/Getty Images/AFP

Få timer inden DeWayne Craddock gik ind i en offentlig bygning og dræbte 11 kolleger samt en underleverandør i Virginia Beach i USA, havde han sagt op i en mail til sin overordnede, har en embedsmand fortalt, mens der ledes efter et motiv til massedrabet, skriver AP.

Der er ingen information om, hvorfor Craddock, som efterfølgende blev dræbt af politiet, ville stoppe som ingeniør i forsyningsselskabet.

Han var en vellidt medarbejder og hans arbejdsindsats var tilfredsstillende, siger citymanager Dave Hansen.

Politidirektør James Cervera beskrev kaotiske scener, da betjente stormede bygningen i jagten på Craddock, som havde været ansat i det lokale energiselskab i ca. 15 år.

Der var en skudveksling med DeWayne Craddock, inden han blev dræbt. Hvor mange skud, der blev affyret, ved politichefen ikke, men han siger, at det var tocifret.

»I politiverden er mere end tre til fem skud en lang skudveksling.«

Fire andre blev også ramt af skud, og de var søndag i kritisk tilstand.

Virginia Beach ligger i den sydlige ende af delstaten Virginias atlanterhavskyst. Området grænser op til staten North Carolina.

Megan Banton, en kommunalt ansat, der var til stede i bygningen, da skyderiet gik i gang, fortalte til AP, at hun hurtigt barrikaderede døren til sit kontor og ringede til alarmcentralen.

»Vi prøvede at gøre alt, hvad vi kunne for at få alle i sikkerhed. Vi er alle sammen forfærdede.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen