Wikileaks-kilden Chelsea Manning er blevet smidt i fængsel
Chelsea Manning har nægtet at vidne for jury, der undersøger Wikileaks.
Den forhenværende efterretningsanalytiker for den amerikanske hær Chelsea Manning er blevet smidt i fængsel, efter hun nægtede at besvare spørgsmål fra en jury, der er blevet nedsat for at undersøge Wikileaks.
Manning var blevet indkaldt som vidne, fordi hun i 2009 lækkede tusindevis af dokumenter til Wikileaks. Men hun nægtede at svare på spørgsmål fra juryen, og begrundede det med, at dens arbejde holdes hemmeligt for offentligheden.
Derudover mener hun også, at hun allerede har fortalt alt, der er at fortælle, under en krigsretssag imod hende for flere år siden.
Hun fortalte ifølge AP dommeren i den nuværende sag, Claude Hilton, at hun »vil acceptere hvad end, han vil udsætte hende for.«
Dommeren har i første omgang sagt, at Manning kommer til at forblive fængslet, til hun vidner, eller til juryens har afsluttet dens arbejde.
Mannings advokat anmodede om, at hun på grund af sygdom skulle idømmes husarrest, men dommeren afviste anmodningen.
Manning blev i 2010 anholdt, efter det blev afsløret, at hun havde lækket hemmelige dokumenter fra militæret til Wikileaks. Lækket omfattede blandt andet videodokumentation af, at en amerikansk militærhelikopter i 2007 affyrede skud mod civile og dræbte to journalister og sårede to børn.
Sagen mod Manning, der dengang hed Bradley Manning, men siden har gennemgået et kønsskifte, varede i flere år.
I 2013 blev hun idømt 35 års fængsel, men dommen blev sat kraftigt ned i længde af daværende præsident Barack Obama i 2017, og kort efter var hun atter fri.