Navy seal anklaget for krigsforbrydelser: »Han optrådte som det uhyre terroristerne siger, vi er«
En højt dekoreret soldat fra den amerikanske specialenhed Navy Seals er anklaget for alvorlige forbrydelser.
Ifølge flådens auditører har manden, der har 19 års militærtjeneste på sit cv og to udmærkelser, gjort sig skyldig i vilkårlige drab på irakiske civile, samt i at have knivdræbt en fange på omkring 15 år foruden en lang række andre forbrydelser. Det skriver flere amerikanske medier.
Den uddannede snigskytte og samarit har ifølge anklagerne udført forbrydelserne under den sidste af sine otte udsendelser til diverse krigsskuepladser. Den gik til Mosul i det nordlige Irak fra februar til september 2017.
Den anklagede nægter sig skyldig på samtlige punkter, oplyser hans advokat forud for den høring forud for retsagen, der fredag fandt sted på flådebasen i San Diego.
Bliver den erfarne navy seal fundet skyldig, kan han se frem til livsvarigt fængsel.
Han har siddet fængslet fra september og frem til fredagens høring. Ifølge hans hustru er sagen »en grusomhed rettet mod alle amerikanske soldater«. Hun har opfordret præsident Trump til at blande sig i sagen, skriver BBC.
Ifølge anklageskriftet var den erfarne soldat delingsfører for en sanitetsenhed, som skulle behandle den 15-årige krigsfange. Her skulle delingsføreren have trukket en hjemmelavet kniv, som han uden varsel dræbte den unge fange med.
Efterfølgende blev der ifølge anklageskriftet taget billeder, hvor den delingsføreren poserede med liget af den knivdræbte dreng.
Den anklagedes forsvarer, Phil Stackhouse, hævder, at den 15-årige døde som følge af de skader denne pådrog sig under et foregående luftangreb. Stackhouse siger samtidig, at anklagerne er fremsat af delingsførerens underordnede, fordi disse ønskede at komme af med en krævende chef.
Den dekorerede soldat er også anklaget for i Mosul at have skudt en gammel mand, der angiveligt blot kom bærende på en vandbeholder og tillige for - uden grund - at have skudt en ung pige.
Forsvarer Phil Stackhouse ønsker sin klient løsladt mens retssagen kører.
»Han er aldrig stukket af fra kamp, og det gør han heller ikke nu,« lød det fra Phil Stackhouse, ifølge New York Post.
Flådens auditør Chris Czaplak sagde i stedet, at delingsføreren havde valgt »at optræde som det uhyre, som terroristerne siger, vi er«.
Auditørerne har også rejst sigtelse mod delingsføreres chef, der anklages for ikke at have reageret på de efterretninger, der kom fra soldater i enheden om delingsførererens forbrydelser.