Rygter om utroskab bekymrer ikke Melania Trump
Rygterne er bare mediespekulationer og sladder, siger den amerikanske førstedame.
Rygterne om, at hendes mand, Donald Trump, har lavet nogle sidespring med andre kvinder og derefter betalt dem såkaldte tys-tys-penge, bekymrer ikke Melania Trump. Hun har nemlig »meget vigtigere ting at tage sig til«.
Det fortæller hun i et interview med nyhedsbureauet ABC News.
»Det er ikke en bekymring eller noget, jeg har fokus på,« siger den amerikanske førstedame til nyhedsbureauet, da hun bliver spurgt ind til rygterne om præsidentens påståede utroskab, der igen spirede i august og september.
Tidligere har førstedamen forholdt sig tavs til rygterne, men under sin første internationale rejse alene som førstedame, åbnede Melania Trump op om hendes reaktion på de påståede sidespring.
»Jeg er mor og førstedame, og jeg har langt vigtigere ting at tænke på og gøre,« siger hun.
Beskyldningerne om, at Donald Trump har haft flere hemmelige affærer med forskellige kvinder, kom endnu engang i fokus, efter at pornoskuespilleren Stormy Daniels offentligt fortalte om affæren med den amerikanske præsident.
Angiveligt skulle den hemmelig affære være foregået tilbage i 2006 - lige omkring tidspunktet, hvor Melania Trump var gravid og fødte præsidentparrets fælles søn, Barron Trump.
Cirka 10 år efter sidespringet og få uger før præsident-valget i 2016 modtog pornoskuespillerinden 130.000 dollars i såkaldte tys-tys-penge.
Donald Trump indrømmede i slutningen af august måned, at han har afleveret 130.000 dollars til Stormy Daniels kort før præsidentvalget. Til trods for det har han altid fastholdt sin uskyld med hensyn til rygterne om utroskab.
Det har Melania Trump tilsyneladende valgt at tro på. Så selvom at interessen for hendes ægteskab og privatliv er stor, og særligt i forbindelse med rygterne om hendes mand, så fortæller førstedamen under interviewet, at ægteskabet er fint, og at hun elsker sin mand.
Ifølge Melania Trump er rygterne »mediespekulationer og sladder«, som hun ikke lader sig kue af, fordi hun er »stærk og kender sine egne prioriteter«.