Fortsæt til indhold
USA

USA har lukket konsulat i Irak efter trusler og missilangreb

USA lukker et amerikansk konsulat i Basra, Irak efter trusler og missilangreb fra Iran.

USA har annonceret, at de har evakueret amerikanske diplomater fra et amerikansk konsulat i Basra, Irak.

Lukningen af konsulatet kommer efter en række trusler fra iransk-støttet kæmpere og et missilangreb, der ifølge USA var rettet imod det amerikanske konsulat. Det skriver Al Jazeera.

Det amerikanske konsulat ligger som en tilbygning til Basras lufthavn, men ingen af de to bygninger er blevet ramt af missilerne.

Basras gader er i forvejen fyldt med voldelige protester fra det irakiske folk. De er utilfredse med den politiske ledelse i Irak og over for Irans magt i irakiske affærer.

Det har ført til brandstiftelser i irakiske regeringsbygninger og den iranske ambassade.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, udtaler som forklaring på at lukke konsulatet, at USA vil holde Iran ansvarlig for de angreb, der sker på USA’s diplomatiske faciliteter og borgere.

»Jeg har gjort det klart, at USA vil svare prompte på de angreb, der kommer,« siger Mike Pompeo.

Mike Pompeo sagde ikke, hvordan USA vil svare igen på de vedvarende trusler og påståede angrebsforsøg med missiler fra Iran, eller om der overhovedet kommer et modsvar.

I en pressemeddelelse siger Iraks udenrigsministerium, at man er ærgerlig over, at USA vælger at evakuere dets medarbejdere på den amerikanske ambassade.

Beslutningen om lukningen er blot endnu et kapitel i forholdet mellem USA og Iran, som bliver mere og mere betændt.

Det kommer blot få dage efter, at den amerikanske præsident Donald Trump og den iranske præsident Hassan Rouhani på skift har hånet hinanden under FN’s generalforsamling.

Donald Trump lovede flere sanktioner mod Iran og sagde, at Irans ledere forvoldte død, krig og ødelæggelse.

Som modsvar til anklagerne svarede Hassan Rouhani, at USA’s sanktioner mod landet var skyld i det massive kursfald på 40 pct. siden april, som den iranske møntfod rial har oplevet.

Om ambassaden er lukket permanent eller ej er endnu uvist.