Republikansk senator i hård kritik af Donald Trump: »USA er ikke en eller anden bananrepublik«
Præsidenten mener, at sagen mod to republikanske politikere burde være udsat til efter midtvejsvalget.
Republikanske toppolitikere har taget afstand fra præsident Donald Trumps tweet, hvor han kritiserer justitsminister Jeff Sessions for at retsforfølge to republikanske politikere.
Den republikanske senator Ben Sasse mener endda, at præsidenten helt bør lade være med at kommentere den slags, skriver CNN.
»USA er ikke en eller anden bananrepublik, hvor der gælder én lovgivning for det store parti og en anden for det lille parti. Disse to mænd er blevet sigtet for forbrydelser, fordi der er beviser mod dem, ikke på grund af hvem der var præsident, da undersøgelsen begyndte. I stedet for at kommentere verserende undersøgelser og anklager, bør USA's præsident have til job at forsvare forfatningen og beskytte den upartiske retspleje,« skriver han.
En talsmand for Paul Ryan, der er Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, skriver som svar på præsidentens udtalelse, at Justitsministeriet »altid skal agere apolitisk«, og at Paul Ryan tager anklagerne mod de to republikanere meget alvorligt.
USA's præsident Donald Trump har mandag aften lokal tid i et meget direkte angreb på sin justitsminister Jeff Sessions gjort det klart, at Justitsministeriet ikke burde have retsforfulgt to republikanske politikere lige op til midtvejsvalget.
Præsidenten mener, at man skulle have ventet, til efter de to politikere havde fået en chance for genvalg til det republikanske parti.
»To langvarige undersøgelser - helt tilbage fra Obamas tid - af to meget populære republikanske medlemmer af Kongressen sluttede med en meget offentlig anklage lige op til midtvejsvalgene foretaget af Jeff Sessions' justitsministerium. To lette sejre er nu sat over styr, fordi der ikke er nok tid. Godt klaret, Jeff ...,« skrev præsidenten mandag aften lokal tid på Twitter.
»Demokraterne, som ikke har stemt på Sessions, må elske ham nu. Det samme gælder for den løgnagtige James Comey (FBI's tidligere chef, der blev fyret i maj 2017, red.). Demokraterne hadede ham og ville have ham ud, indtil jeg fyrede ham. Så blev han øjeblikkelig en vidunderlig mand og en helgen-agtig figur. Virkelig sygt,« fortsætter præsidenten.
De to politikere, Chris Collins fra New York og Duncan Hunter fra Californien, blev i august sigtet for at have svindlet på forskellig vis.
Chris Collins er under anklage for bl.a. at have svindlet med værdipapirer og afgive falsk vidneforklaring, mens Duncan Hunter er under anklage for at have puttet kampagnepenge ned i egen lomme og forfalske dokumenter. Begge har erklæret sig ikke skyldige.
Justitsministeriet og anklagemyndigheden, som hører under ministeriet, har en apolitisk tilgang til den slags sager. Det ville være et brud på den politik at vente med at retsforfølge personer, udelukkende fordi de er republikanere.
Ministeriet har ikke reageret på præsidentens tweet.
Præsident Donald Trump har tidligere indikeret, at Jeff Sessions er udpeget til justitsminister på grund af sin loyalitet. Efterfølgende har præsidenten flere gange kritiseret Sessions, bl.a. for ikke at stoppe undersøgelsen af eventuelle forbindelser mellem Trumps stab og Rusland under valgkampen i 2016.
»Jeff Sessions bør standse denne manipulerende heksejagt nu,« skrev Donald Trump i august på Twitter.
Justitsministeren har som modsvar slået fast, at hans ministerium er hævet over politisk påvirkning.