Annonce
USA

Trump henter ny Nordkorea-udsending hos Ford

Trumps nye Nordkorea-udsending besøger landet sammen med udenrigsminister Mike Pompeo i næste uge.

En vicedirektør fra den amerikanske bilgigant Ford skal være med til at overtale styret i Nordkorea til at afvikle dets omstridte atomvåben.

Stephen Biegun er torsdag udpeget som USA's nye særlige udsending til Nordkorea.

- Steve vil lede den amerikanske politik over for Nordkorea og stå i spidsen for vores bestræbelser for at opnå præsident Trumps mål om en endelig og fuldt verificeret atomvåbenafvikling i Nordkorea, siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.

Han ventes sammen med Biegun at besøge Nordkorea i næste uge. Det er Pompeos fjerde besøg i landet.

Der er dog ikke umiddelbart planer om, at Pompeo skal mødes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

- Vi har ingen forventninger om et møde med formand Kim. Det er ikke en del af denne rejse, siger udenrigsministeriets talskvinde Heather Nauert.

Biegun siger om situationen i Nordkorea, at "det er vanskelige spørgsmål, og de vil blive vanskelige at løse".

Men han tilføjer, at Trump har skabt en åbning med sit møde med Kim Jong-un i juni. Og den chance skal gribes.

Biegun har international erfaring fra jobbet i Ford, hvor han i 14 år var vicedirektør for internationale relationer.

Inden da var Biegun national sikkerhedsrådgiver for den daværende republikanske flertalsleder i Senatet, Bill Frist, og har tidligere arbejdet i præsident George W. Bushs nationale sikkerhedsråd.

/ritzau/Reuters

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her