Fortsæt til indhold
USA

Mens Trump tordner mod kædeindvandring: Melanias forældre bliver amerikanske statsborgere

Viktor og Amalija Knavs aflagde eden i New York torsdag.

SAN FRANCISCO

Forældrene til USA’s førstedame, Melania Trump, er blevet amerikanske statsborgere.

Michael Wildes, en advokat for Viktor og Amalija Knavs, sagde, at det slovenske par torsdag aflagde eden i New York.

Det fandt sted i en føderal bygning på Manhattan, som de ankom til under politibeskyttelse.

»Det gik meget godt, og de er taknemmelige og værdsætter denne vidunderlige dag for familien,« sagde Wildes i en kommentar til pressen med Viktor og Amalija Knavs stående bag sig.

Parret har allerede boet i USA i flere år og er blevet set i Washington flere gange, når de er rejst med præsidentfamilien til Trumps golfresort i Florida, Mar-a-Lago, eller i New Jersey.

Wildes afslørede i februar, at de har opholdt sig i landet på greencardstatus. Med andre ord havde de i forvejen ret til at arbejde og blive i USA på ubestemt tid.

Det er uklart, hvordan parret fik greencardstatus, og det er muligt, at det er Melania Trump eller et andet familiemedlem, som har sponsoreret dem, hvilket ellers er noget, som præsident Donald Trump har stemplet som kædeindvandring og har kritiseret i kraftige vendinger.

Amalija Knavs, mor til USA's førstedame Melania, ses her bagerst sammen med præsidentfamilien. Foto: AP/Susan Walsh

Hovedparten af green cards tildeles ifølge CNN på baggrund af familieforbindelser, mens en mindre del udstedes som følge af arbejdsforhold, til flygtninge eller på grund af særlige forhold.

Trump har krævet, at muligheden for lovligt at komme til USA skal begrænses drastisk, så det fremover kun er ægtefolk og mindreårige børn under 18 år, der kan få lov at bosætte sig i USA som følge af familie i USA. Ifølge eksperter kan det reducere indvandringen til USA med 40-50 pct.

Viktor, en tidligere bilforhandler, og Amalija, som arbejdede i tøjbranchen, boede tidligere i den slovenske by Sevnica. I dag er de gået på pension og ville således falde uden for mange af Trumps greencardkategorier.