Fortsæt til indhold
USA

Trump går i krig mod kritiske eksspionchefer: Vil inddrage deres sikkerhedsclearinger

En glidebane, siger en tidligere diplomat. Sådan ser totalitarisme ud, siger en demokrat.

SAN FRANCISCO

Det går imod alle traditioner, men Det Hvide Hus talskvinde, Sarah Sanders, bekræftede mandag, at præsident Donald Trump er i gang med at undersøge muligheden for at inddrage sikkerhedsclearingen for en række tidligere spionchefer, der er kritiske over for præsidenten.

Trump mener, at de pågældende personer bruger deres viden til at politisere emner og i nogle tilfælde også til at tjene penge.

»Faktum er, at disse mennesker, der uden beviser er kommer med grundløse beskyldninger om upassende kontakter med russere eller om at blive influeret af russere, bliver givet en upassende legitimitet med deres sikkerhedsclearinger,« sagde Sanders på en pressebriefing.

Her læste hun også listen af personer op, som præsidenten ønsker at ramme: Tidligere CIA-chef John Brennan. Tidligere FBI-direktør James Comey, som Trump fyrede. Tidligere CIA-boss Michael Hayden. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice. Den tidligere chef for Nationale Efterretninger James Clapper. Og FBI’s tidligere vicedirektør Andrew McCabe, som også blev fyret.

Det er især faldet Trump for brystet, at John Brennan, CIA-chef under Barack Obama, efter præsidentens pressebriefing med den russisk leder, Vladimir Putin, i mandags beskyldte Trump for forræderisk adfærd. Her signalerede Trump, at han havde større tiltro til Putins benægtelser end til USA's efterretningstjenester om, at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske 2016-præsidentvalg. Det rullede Trump dog efter et ramaskrig senere delvist tilbage.

Tidligere CIA-chef John Brennan beskyldte efter Trumps pressebriefing med Putin mandag den amerikanske præsident for forræderisk adfærd. På pressemødet signalerede Trump, at han havde mere tiltro til Putins benægtelser end amerikanske efterretningstjenesteres konklusioner om, at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Foto: Ritzau Scanpix/Leah Millis

Da Sanders blev spurgt, om Trump ikke selv politiserede national sikkerhed ved at forsøge at give folk, han ikke kan lide, mundkurv på, beskyldte Sanders journalisten for at »spinde en historie.«

»Præsidenten mener ikke, at agenturer, som det aldrig har været meningen skulle være politiske, skal politiseres,« sagde hun.

Demokrater har kritiseret planerne. Mazie Hirono, en demokrat fra Hawaii, bemærkede, at »det er sådan totalitarisme ser ud.«

Til Fox News kaldte en tidligere diplomat det også en alarmerende glidebane.

»Hvem skal beslutte, hvad der er politisk, og hvad der ikke er. Hvem der skal have indraget deres clearing, og hvem der ikke skal. For mig ligner det et forsøg på at ramme præsidentens kritikere, og som præsident er det en del af jobbet at forklare til vælgerne, hvorfor han har ret og andre tager fejl,« sagde Adam Ereli, tidligere vicetalsmand i udenrigsministeriet såvel som tidligere Bahrain-ambassadør.

Ereli erkendte, at Brennans ord var hårde og at den tidligere CIA-chef måske »var gået for langt.«

»Men her skal du huske, at han talte om noget, som Trump sagde på en pressekonference. Brennan talte ikke om fortrolige informationer, som han havde adgang til og som andre ikke havde. Han tale om noget, som alle amerikanere kunne se på tv,« sagde han.

Ifølge Washington Post er to af mændene på listen, McCabe og Comey, allerede blevet frataget deres clearinger, fordi de blev fyret.

»Man skulle tro, at Det Hvide Hus ville tjekke dette med FBI, før det smed sådan noget ud til pressen,« skrev Melissa Schwartz, en talsmand for McCabe, på Twitter.