»Skammelig,« »landsforræderisk,« »total kapitulation«: Trumps tillidserklæring til Putin udløser stærke reaktioner
Præsidentens udtalelser har udløst skarpe modreaktioner fra både republikanere, demokrater samt siddende og tidligere spionchefer.
SAN FRANCISCO
Donald Trumps tillidserklæring til den russiske præsident, Vladimir Putin, over USA’s egne efterretningstjenester har mandag udløst stærke reaktioner fra store dele af det officielle USA.
Republikanere, demokrater, siddende spionchefer og tidligere spionchefer samt medlemmer af den forhenværende Obama-regering kalder præsidentens optræden alt fra skammelig og landsforræderisk til bizar og vanærende.
Mest opsigtsvækkende er kommentarerne fra republikanere, som ellers normalt er forsigtige med at kritisere præsidenten.
Trump sagde efter et topmøde med Putin i Helsingfors, at han ikke så nogen grund til at tro, at Rusland havde forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg og fremhævede, at Putin var kommet med meget stærke benægtelser.
Denne melding, som kom til trods for nylige tiltaler mod 12 navngivne, russiske efterretningsagenter og udtalelser fra alle USA’s efterretningstjenester om det modsatte, fik den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, til at gå ud og slå fast, at der »ikke er nogen tvivl om,« at Rusland blandede sig i valget.
»Præsidenten må anerkende, at Rusland ikke er vores allierede,« sagde Ryan og understregede om, at Rusland fortsat er fjendtlig over for »vores mest basale, værdier og idealer.«
Den republikanske senator John McCain kaldte Trumps pressemøde med Putin »den mest vanærende optræden fra en amerikansk præsident i mands minde.«
»Skaden fra præsident Trumps naivitet, egoisme, fejlagtige ligestilling af værdier og sympati for autokrater er svær at kalkulere. Men det er klart, at topmødet i Helsingfors har været en tragisk fejltagelse,« skrev han i en udtalelse.
McCain kaldte det fristende, at beskrive det som resultatet er en uforberedt og uerfaren præsident: »Men dette var ikke forfejlede tweets fra en novice-politiker. Dette var et bevidst valg fra en præsident, som synes fast besluttet på at realisere sin vildfarelse om at få et varmt forhold til Putins regime (..). Ingen præsident har tidligere nedværdiget sig på en mere ynkelig måde foran en tyran,« fortsatte han med henvisning til, at Putin styre er medskyldig i »nedslagtningen af det syriske folk,« at det har overtrådt af internationale traktater, at det har ladet hånt om dets nabolandes suverænitet, ligesom Ruslands har angrebet »demokratiske institutioner i hele verden.«
En anden republikansk senator, Lindsay Graham, som oftest har taget Trump i forsvar, mindede præsidenten om, at Ruslands forsøg på at påvirke valget ikke er det samme, som at Trumps præsidentkampagne samarbejdede. Trump har konstant blandet de to ting sammen.
»Rusland blandede sig og forsøger igen. Jeg har ikke set beviser for samarbejde, men rigelig med beviser for russisk indblanding. Dårlig dag for USA,« tweetede han.
Will Hurd, et republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, der tidligere har arbejdet for CIA, skrev i et tweet, at igennem sin karriere havde set russiske agenter manipulere mange mennesker: »Jeg havde aldrig troet, at USA’s præsident ville blive en af dem.«
Den republikanske senator, Marco Rubio, sagde, at man kunne spekulere i, hvorvidt der var en strategi om, at oparbejde et bedre samarbejde med Rusland ved at være venlig over for Putin.
»Men sådan en kurs er både farlig, kontraproduktiv og dømt til at fejle,« konkluderede han: »Putin ser verden som en geopolitisk kamp mellem stærk og svag. Han tror ikke på situationer, hvor alle vinder, så den eneste måde, at Rusland kan blive stærkere, er ved at gøre USA svagere. Valgindblanding er en del af dette. Enhver politik er nødt til at bygge på denne realitet.«
Selv Newt Grigrich, et tidligere republikansk kongresmedlem, som fra det yderste højre har udmærket sig som en ærkeideologisk forsvarer af Trumps kurs, kritiserede præsidenten og kaldte meldingerne fra Helsinki hans »mest alvorlige fejl som præsident.«
»Det må rettes - øjeblikkeligt,« tweetede Grigrinch.
USA's efterretningschefer har også reageret.
Dan Coats, den siddende leder af Nationale Efterretninger, som hver morgen briefer Trump i Det Hvide Hus om den seneste udvikling, udsendte en meddelelse, hvor han gentog, at der ikke er nogen tvivl om russisk indblanding.
»Vi har været klare i vores vurdering af russisk indblanding i 2016-valget og dets fortsatte, omfattende indsats for at underminere vores demokrati. Vi vil fortsætte med at levere usminkede og objektive efterretninger af hensyn til vores nationale sikkerhed,« skrev han.
Den tidligere CIA-chef under Obama-regeringen, John Brennan, gik endnu længere og kaldte Trump optræden »intet mindre end landsforræderisk.«
»Ikke bare var Trumps kommentarer tåbelige. Han var fuldstændig og aldeles i lommen på Putin. Republikanske patrioter: Hvor er I?« spurgte han i et tweet.
Fra den demokratiske side i Kongressen efterspurgte mindretalsleder af Senatet, Chuck Schumer, en klar republikansk afstandtagen til præsidentens melding.
»Han satte ordene fra KGB over mænd og kvinder i CIA. Præsidenten sætter, hvad der er bedst for ham, over, hvad der er bedst for USA’s sikkerhed,« sagde han.
Det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, sagde til CNN, at alle republikanere, som er tavse, nu er medskyldige til denne »overgivelse af amerikanske interesser til Rusland.«
Tidligere toprådgivere til præsident Obama for ligeledes i blækhuset. Ben Rhodes, daværende national sikkerhedsrådgiver, kaldte det i et tweet en »total kapitulation« og »svigt af vores værdier.« Tidligere chefstrateg, David Axelrod, forudså, at mødet vil blive skrevet ind i historien i stil med Neville Chamberlains møde i Münich.
Michael FcFaul, en tidligere amerikansk Moskva-ambassadør, opsummerede dagen på denne måde.
»Er der noget, som Trump ikke gav Putin i dag?,« spurgte han i et tweet.