Fortsæt til indhold
USA

Efter beslutning om at flytte produktion: Trump beskylder Harley-Davidson for at hejse det hvide flag

Beslutningen er et symbolsk nederlag fra Trump, som har prist Harley som en amerikansk virksomhed med produktionen i USA.

SAN FRANCISCO – USA’s præsident Donald Trump sagde mandag, at han var overrasket over, at den amerikanske motorcykelproducent Harley-Davidsen har besluttet at flytte produktion ud af USA som følge af EU’s straftold.

Skridtet kommer efter, at EU som reaktion på USA’s straftold på stål og aluminium har lagt en særtold på en række amerikanske produkter.

For Harley Davidson vil det øge tolden fra 6 pct. til 31 pct., hvilket i snit vil fordyre hver motorcykel med 2.200 dollar (14.000 kr.) og have en øjeblikkelig og skadelig effekt på selskabets forretninger, sagde det i en meddelelse.

»Overrasket over at Harley-Davidson af alle virksomheder er den første til at hejse det hvide flag. Jeg kæmpede hårdt for dem,« skrev Trump i et tweet, hvor han også forudså, at selskabet på sigt slet ikke vil skulle betale told for at kunne eksportere til EU.

»Told er bare en undskyldning for Harley. Hav tålmodighed,« fortsatte præsidenten – formentlig henvendt til andre amerikanske virksomheder og sluttede tweetet med hashtagget #MAGA for Make America Great Again.

Ifølge Edward Alden, en senior fellow ved Council on Foreign Relation, er problemet for Trump, at Harleys beslutning underminerer hans påstand om, at hans protektionistiske handelskurs vil være en fordel for USA’s arbejdere.

Trump og vicepræsident Mike Pence havde i februar sidste år et møde med Harley-Davidsonchef, Matthew Levatich, på den sydlige plæne ved Det Hvide Hus. Foto: AP/Pablo Martinez Monsivais

Oven I købet er det en virksomhed, som Trump har omfavnet i sin politiske kampagne for at sælge sit budskab. I februar sidste år var Harleys topchef på besøg i Det Hvide Hus, hvor præsidenten fejrede virksomhedens succes og forudså bedre tider: »Tak, Harley-Davidson for at producere i USA,« skrev han efterfølgende i et tweet.

»Hvis Trumps handelspolitik fører til, at en ikonisk virksomhed som Harley-Davidson flytter produktionen ud af USA, hvem er det så, at det er en fordel for,« spurgte Alden til Business Insider og forudsagde, at Harley blot er begyndelsen.

»Andre vil blive tvunget til at flytte sin produktion for at overleve,« sagde Alden.

Netop dette spurgte flere journalister ind til ved en pressebriefing i Det Hvide Hus mandag med Trumps talskvinde, Sarah Sanders.

Hun svarede tilbage, at Trumps kurs allerede har gavnet den amerikanske økonomi, allerede har resulteret i 300.000 nye jobs i USA's industri og allerede har ført til den laveste arbejdsløshed i næsten to årtier i US. Hun langede samtidig ud efter EU for at »forsøge at straffe amerikanske arbejdere med en unfair og diskriminerende handelspolitik.«

»Men præsident vil forsætte med at skubbe på for en fri, fair og gensidig fordelagtig handel, og det håber vi, at EU vil støtte op om,« fortsatte hun.

Europa er Harley-Davidsons største marked uden for USA. Sidste år solgte det omkring 40.000 enheder i Europa. Selskabet har endnu ikke sagt, hvordan beslutningen vil ramme dets nuværende 5.200 arbejdere i dets motorcykeldivision.

En Harley-Davidson ansat arbejder på en af selskabets ikoniske motorcykler. Foto: Ritzau Scanpiz/Scott Olson