Der er gået bibelvers i opgøret om Trumps opsplitning af migrantfamilier
Både USA's justitsminister og tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton citerer Biblen for at forsvare og kritisere Trump-regeringens nultolerancepolitik.
SAN FRANCISCO – Den tidligere demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, brugte mandag samme våben til at kritisere Trump-regeringens nultolerancepolitik over for migrantfamilier, som Trump-regeringen selv har brugt til at forsvare den kontroversielle nye kurs.
Efter kritik fra flere kristne grupper - normalt trofaste støtter af præsident Donald Trump – hev justitsminister Jeff Sessions i sidste uge Biblen frem og citerede apostlen Paulus’ brev til romerne for at understrege, at der er tale om nødvendige skridt for at opretholde loven.
»Hans klare og kloge ord om at overholde regeringens love, fordi Gud har befalet det for at opretholde orden,« lød det fra Sessions.
Dette var ikke nødvendigvis et velvalgt citat til lejligheden. De samme ord er blev brugt til at forsvare slaveri og apartheid, hvilket ikke lød godt i alle evangeliske lederes ører.
Clinton gned salt i såret og tilføjede fra en konference i New York, »dem, der bruger Biblen til at retfærdiggøre denne ubarmhjertighed, ignorerer kristendommens centrale læresætninger.«
»Jeg har studeret Biblen. Både Det Gamle – og Det Nye Testamente. Det, som gøres her – i religionens navn – går imod alt, hvad jeg har lært,« sagde hun og citerede apostlen Matthæus:
»Jesus, sagde, lad de små børn komme til mig. Han sagde ikke, lad de små børn lide,« lød det fra Clinton.
Omkring 2.000 migrantbørn er på seks uger blevet taget fra deres forældre, fordi Trump-regeringens nye politik indebærer, at alle voksne, som er blevet taget i at forsøge at komme illegalt ind i USA, bliver fængslet, mens deres sag behandles.
Det gælder uanset, om de søger asyl, eller kommer som en familie med børn.
Det er blevet kaldt amoralsk af kardinal Daniel DiNardo, der leder gruppen af katolske biskopper i USA. Flere kristne i USA har også påpeget, at Biblen flere steder siger, at man skal tage godt imod flygtninge og indvandrere.
I sidste uge blandede pave Frans sig også og tweetede, at børn skal have lov til at lege, gå i skole og vokse op i fredelige omgivelser.
»Ve til alle, som kvæler deres lykkelige impulser og håb,« fortsatte han.
Det fik i weekenden Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon, til at lange ud efter paven, som han kaldte hovedarkitekten bag Europas migrantkrise.
»Den katolske kirke er en af de værste i tilskyndelsen af denne politik om åbne grænser,« sagde Bannon og tilføjede, at Trump ikke behøver at forsvare den nye kurs, eftersom det var et løfte fra valgkamp at stoppe masseindvandring.