Fortsæt til indhold
USA

Sjælden indblanding fra USA’s førstedame: Melania Trump »hader at se« børn blive separeret fra deres familier ved grænsen

Næsten 2.000 børn er få måneder blevet er skilt fra deres familie, efter at de er blevet taget ved grænsen til USA.

Det er ikke hver dag, at den nuværende amerikanske førstedame, Melania Trump, blander sig i det politiske arbejde, men det er ikke desto mindre tilfældet med hendes seneste udmelding.

»Fru. Trump hader at se børn blive separeret fra deres familier og håber, der kan skabes politisk enighed om at lave en succesfuld immigrationsreform,« lød det fra hendes talsmand, Stephanie Grisham, til CNN søndag.

»Hun tror på, at vi bliver nødt at følge landets love, men at landet også skal styres barmhjertigt,« tilføjede hun.

Udmeldingen fra Melania Trump kommer efter, at den amerikanske immigrationspolitik har trukket overskrifter i pressen i flere dage, efter at ny linje fra Trump-administrationen betyder, at alle myndige personer bliver straffet lige, hvis man krydser den amerikanske grænse illegalt.

Under tidligere amerikanske regeringer er familier med børn, som har krydset grænsen til USA ulovligt, primært blevet overdraget til immigrationsmyndighederne i stedet for at blive sat foran en amerikansk dommer i fødelal ret.

Den nye linje over for immigranter blev indført den 7. maj, og politikken har betydet, at næsten 2.000 børn i tidsrummet mellem den 19. april og 31. maj er blevet separeret fra deres familier.

En af Melania Trumps største mærkesager er børns vilkår, som udgør en hjørnesten i hendes ”Be Best” program.

Det er sjældent, at den amerikanske førstedame har blandet sig i politiske sager, og hun tidligere holdt sig væk mediernes søgelys i længere tid.

Senest har hun dog været på banen for at undsige sin mands advokat, Rudy Giuliani, der ved konference i Israel sagde, at Melania Trump ikke tror på beskyldningerne om, at den amerikanske præsident skulle have haft en affære med pornoskuespillerinden Stephanie Gregory Clifford.

Også denne gang var hendes talsmand på banen med en kommentar om, at »fru Trump ikke har diskuteret sine tanker om noget som helst med hr. Giuliani.«