Fortsæt til indhold
USA

USA splitter børn og forældre op i kampen mod illegal indvandring

Mangel på plads i detentioner får nu også USA's grænsemyndigheder til at placere illegale migranter i føderale fængsler.

SAN FRANCISCO - Trump-regeringens beslutning i april om en såkaldt nultolerancepolitik over for illegale migranter, har allerede ført til overfyldte detentionscentre og tusinder af børn, som er blevet taget fra deres forældre, mens disse venter på at blive stillet for en dommer.

Nu sender regeringen som følge af pladsmangel også mere end 1.600 migranter i venteposition i føderale fængsler.

Ifølge de amerikanske grænsemyndigheder, ICE, er der tale om en midlertidig foranstaltning, indtil det har udvidet sine detentionsfaciliteter.

Men retsaktivister, der allerede er vrede over at børn og forældre splittes op uden at have mulighed for at have kontakt, har kritiseret beslutningen i stærke vendinger.

Demonstranter protesterer over Trump-regeringens beslutning om at tage børn fra forældre, der illegalt har krydset grænsen fra Mexico til USA. Foto: AP/Scott Olson

Lokale fagforeningsrepræsentanter for fængselsvagter har flere steder også klaget over, at fængselsvagter hverken er trænet eller nok til at tage sig af sådan en opgave.

I et fængsel i Victorville nær Los Angeles, hvor 500 indsatte er blevet flyttet for at gøre plads til migranter, sagde den lokale fagforeningsmand John Kostelnik til CNBC News, at »der skulle flyttes så mange rundt, at alle løb rundt som hovedløse høns.«

En del af problemet er, at antallet af familier med børn, som kommer til den amerikanske grænse, er vokset i de seneste måneder. I maj alene blev der samlet 50.000 op på grænsen.

Men problemet skyldes også, at Trump har udskrevet en ordre om, at migranter skal blive i detentionen, mens deres sager behandles. Tidligere blev migranter uden en kriminel fortid – særligt familier – ofte løsladt, mens deres asylansøgning blev behandlet. Men Trump har klaget over, at mange ikke mødte op, så nu lyder ordren, at alle skal blive i dentionen, indtil domstolen er parat til at se på deres sag.

»Selv hvis du taget dit barn med, er det stadig en ulovlig handling,« sagde justitsminister Jeff Sessions i en tale tidligere på ugen: »Du får ikke immunitet, bare fordi du har dit barn med. Vi kan ikke have åbne grænser for voksne med børn.«

I et tv-interview sagde han også, at der var brug for flere anklagere, grænsevagter og en grænsemur for at skabe en situation, hvor chancen for at komme ind falder, så færre i sidste ende forsøger.

Metoden er blevet kritiseret af FN's menneskerettighedstalsmand, Ravina Shamdasani.

»At bruge detention og opsplitning af familie som en afskrækkelse går imod standarder og principper for menneskerettigheder,« sagde hun og påpegede, at børn helt ned til etårsalderen er blevet taget fra deres forældre.

Det er ikke klart, hvor stor forskel der er på at sidde i detention og i fængsel. Retsforkæmpere har længe klager over forholdene i detentionscentre.