USA

Demokraterne undgik deres værste mareridt i californisk primærvalg

Både republikanerne og demokraterne undgik frygtede nederlag forud for midtvalgene til november.

Carolyn Peisaner synger ”Good Bless America” sammen med andre støtter af den republikanske kandidat Dana Rohrabacher, som kom først i sit distrikt 48 i Sydcalifornien. Demokraterne fejrede også, fordi en af partiets otte kandidater i kredsen ifølge de foreløbige optællinger blev nr. to og går videre til midtvejsvalgene. Demokraterne havde frygtet, at de mange kandidater kunne fryse det ude af kapløbet frem mod midtvejsvalget. Foto: Jeff Gritchen/AP

SAN FRANCISCO – Tirsdag var supertirsdag i det amerikanske primærvalg.

I alt otte stater valgte deres kandidater og begyndte at forme den politiske slagmark frem mod midtvejsvalgene i november.

Den største kampscene var Californien, hvor både demokraterne og republikanerne undgik deres værste mareridt.

Demokraterne frygtede at blive lukket ude af kapløbet om en række pladser i Repræsentanternes Hus. En bølge af modstand mod præsident Donald Trump havde fået et rekordantal demokratiske kandidater til at stille op i en række distrikter, men Californiens særlige valgsystem sender uanset partifarve kun de to stærkeste kandidater videre.

Ved at sprede de demokratiske stemmer ud, risikerede partiet slet ikke at få en kandidat opstillet i nogle distrikter. Det ville have gjort partiets chancer langt dårligere for hente de 23 mandater, som demokraterne skal bruge for at vinde flertallet tilbage i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalgene.

Overblik

Otte amerikanske stater, herunder Iowa, New Jersey og Californien, afholdt tirsdag primærvalg.

Det californiske var det mest afgørende. En sværm at demokratiske kandidater risikerede at kannibaliserede hinanden og sende republikanere videre, men demokraterne syntes at have undgået det mareridt. Republikanerne undgik til gengæld at blive udelukket fra det californiske guvernørvalg.

Demokraterne skal vinde mindst 23 pladser for at få flertal i Huset. Heraf håber partiet på syv i Californien i områder, hvor Hillary Clinton vandt i 2016.

Også i New Jersey, Iowa og New Mexico øgede demokraternes deres chance for at vinde nye mandater.

De foreløbige optællinger peger dog på, at partiet har undgået den skæbne.

Til gengæld viste dagen ikke nær den stærke modbølge mod Trump, som demokraterne havde håbet ville vise sig i form af en høj valgdeltagelse.

Republikanerne havde også grund til at fejre resultatet.

For bare kort tid siden forventede mange iagttagere, at det ville ende med at være to demokrater, der kæmpede mod hinanden om guvernørposten i Californien.

Det ville have udstillet republikanernes upopularitet i Californien og ville være symbolsk pinligt for regeringspartiet. Men det ville tillige frarøve partiet et prominent navn på stemmesedlen til at motivere flere republikanske vælgere til at stemme til november.

Med en stor kampagnecheck på 5 mio. dollar og en sen støtteerklæring fra præsident Donald Trump fik den republikanske kandidat John Cox imidlertid en stærk slutspurt, og det er nu ham, som favoritten Gavin Newson, den demokratiske, tidligere borgmester i San Francisco, skal møde i november.

Det er uklart, om republikanerne har undgået den samme nederlag i kampen om en senatspost. Favoritten er det mangeårige, demokratiske senatsmedlem Dianne Feinstein, men de foreløbige optællinger har endnu ikke afgjort, om hun kommer op imod en republikaner eller en anden demokrat.

Uanset har særligt præsident Donald Trump grund til at være tilfreds, hvilket han også gav udtryk for i en stribe tweets.

»Stor aften for republikanere,« tweetede Trump: »Tillykke til John Cox med en stor valgopbakning. Han kan vinde. Så meget for den store blå (demokraternes farve, red.) bølge. Måske bliver det en stor rød bølge.«

Trumps tilfredshed skyldes ikke mindst, at primærvalget har understreget hans indflydelse. Det var efter, at han gav Cox sin støtte, at Cox stormede frem.

Også i Alabama blev Trump-effekten udstillet. Vælgerne i den sydøstlige del af staten straffede republikaneren Martha Roby, fordi hun tilbage under præsidentvalget tog afstand fra Trump, da hans udtalelser om at tage kvinder i skridtet blev afsløret. Hun skal nu ud i en omkamp med et tidligere demokratisk kongresmedlem.

Primærvalget var generelt også en god dag for kvinder. Republikanske vælgere i det sydlige Dakota, i Alabama og Iowa samt demokratiske vælgere i New Mexico valgte kvinder som deres favorit til posten, og de har alle en god chance for at vinde.

Dagen kom også med en anden god nyhed for demokraterne. I New Jersey og New Mexico, hvor det var ventet, at republikanerne stod stærkest, øgede demokraternes deres chance for at hente ekstra mandater til Huset.

Kapløbet frem mod midtvejsvalgene er dog stadig vidt åbent for begge partier.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her